Skive IK-sportschef svarer på læsernes spørgsmål: - Det rammer på samvittigheden

Skive Folkeblad har sat sportschef i Skive IK, Carsten Riisgaard, stævne med en blanding af spørgsmål fra læserne og redaktionen. Herunder kan du se både spørgsmål og svar

Udgivet:01. december 2022, 09.47

Læsetid:6 minutter

Her er det Jacob Vetter, der peger på Oliver Østergaard, men når sportschefen skal vælge efterårets bedste mand hos Skive, er det altså Vetter selv, der bliver peget på. Foto: Lars Rasborg

Michael Hjorth Jensen
Journalist| mhj@skivefolkeblad.dk

1 år siden

FODBOLD Carsten Riisgaard gør i svarene på de 13 spørgsmål blandt andet status på SIK’s position før forårssæsonen.

I har et pointsnit, når man fraregner skrivebordssejrene mod Jammerbugt, på 1,07 point pr. kamp. Er det godt nok?

- Det er godt nok. Og det er fordi, det her skal tages som et stort samlet overblik og ikke kun pointsnit. Vores målsætning hedder stadig top-6. Vi er også realistiske, og pt. er vi ikke konkurrencedygtige mod de fem øverste hold over en hel sæson. Men vi ligger som »best of the rest«, og det er tilfredsstillende.

Har I indstillet jer på - med 15 point op til andenpladsen og 13 point til nedrykningsstregen - at det bliver en forårssæson, der egentlig bare skal overstås?

- På ingen måde - vi tager det dybt seriøst. I de første seks kampe skal vi virkelig hænge i for at sikre, at det lykkes at komme med i top-6. Gør det det, får vi nogle rigtig fede kampe i oprykningsspillet, hvor vi kan høste en masse erfaring. Det er livsvigtigt for at lægge bunden, inden vi starter op igen i august. Det er den ballast, vi skal bruge, så vi kan tage næste step op i næste sæson. Så det er ikke en sovepude eller gratis kampe for os, selv om det måske kan se sådan ud i stillingen.

Hvad er det næste step op, som du nævner, i den kommende sæson?

- Det erklærede mål er at komme i top-3 i sæsonen 23/24. Og hvorfor så ikke top-2? Vi ved ikke, hvad der rykker ned fra 1. division, så det kan også være, vi bliver mere optimistiske, når vi kender svaret på det. Og hvis vi nu selv får vinger i løbet af foråret, kan det da også være, at den skal have en tak yderligere op. Men det erklærede mål er at spille med i top-3.

Har cheftræner Alexander Fischer lige så lang snor nu, som han havde, da sæsonen begyndte?

- Ja, det har han. Det har på ingen måde været på tale, at det her skulle være et samarbejde, der skulle måles på et halvt år. Havde vi haft væsentligt færre point, havde det heller ikke været et tema, så længe jeg i dagligdagen kan se, at det går den rigtige vej.

Hvor meget og hvad skal der ske i transfervinduet i januar?

- Vi har fem aftaler, der udløber til nytår. Vi skal have en snak med de fem spillere, og det er førsteprioritet, og det er jeg så småt i gang med. Jeg håber, at vi har en afklaring på dem inden jul. Og hvis det falder ud, som jeg ønsker, bliver det en kedelig januar, hvor der stort set ikke skal ske noget.

I gør meget for sponsorer, men I gør intet for fans på tribunen. Har I tænkt jer at gøre noget for fansene? Og hvis ja, hvad?

- Det rammer på samvittigheden, for det er fuldstændig rigtigt, at vi ikke gør meget pt. Det skal vi have ændret, men det ligger desværre ikke kun på mit bord. Det er også bestyrelsen og den øvrige ledelse, der skal med ind over, hvad der skal ske. Til hjemmekampene mod Frem og Esbjerg har vi set, forstå mig ret, hvor lidt der skal til for at sætte gang i den på stadion. Så det er klart et fokuspunkt, og det er noget, vi skal have speedet op. Fra klubbens side skal vi være udfarende og stille remedier til rådighed, så vi kan få fankulturen op at stå igen.

Er det realistisk med SIK’s nuværende økonomi, at klubben igen bliver en fast del af 1. division? Hvis ikke, hvor meget mere skal der så til?

- Det korte svar er nej, det er ikke realistisk med det nuværende budget. Det er svært at sætte kroner og øre på, men skal jeg forsøge, er det et sted mellem to og tre millioner yderligere, hvis vi skal gøre os håb om at være med fast deroppe.

Vil det være en skuffelse for dig, hvis ikke SIK kvalificerer sig til oprykningsspillet efter de seks kampe i foråret?

- Det vil det være, ja. Jeg mener, at vi er det bedste hold af dem, der ligger under top-5, og vi har også vist spillemæssigt, at vi er det hold blandt resten, der spiller bedst. Så det vil være en skuffelse, hvis vi ikke kommer med.

Hvis der er to cirka lige gode spillere på en position, hvor den ene er en lokal knægt, og den anden kommer udefra, vil den lokale så automatisk stå forrest i køen til spilletid?

- Hvis det er så simpelt, som det er stillet op, så er svaret ja. Men nu er verden ikke altid sort/hvid, og der er også andre parametre. Men som udgangspunkt er der ikke tvivl om, at vi gerne vil fremme vores egne lokale spillere.

Hvem er med dine øjne den spiller, der har leveret bedst for SIK i sæsonen?

- Det er svært bare at sige en, der har gjort det bedre end de 21 andre. Men ud fra vigtigheden for holdet og den betydning, han har for os, vil jeg sige Jacob Vetter.

Hvem er den bedste SIK-spiller gennem de seneste 20 år?

- Vurderet ud fra vigtigheden for holdet i den periode, hvor han spillede, vil jeg sige Dennis Rasmussen.

Hvem fra truppen ser du som de mest realistiske salgsobjekter lige nu?

- Hvis man kigger på præstationerne, og hvem jeg tror, omverdenen har mest fokus på, så vil jeg nævne Anders Nørgaard og Mads Bager. Jeg kunne også have nævnt Jacob Vetter og Mostafa Maarouf, men de har kontraktudløb til sommer. Det er dog også spillere, jeg ville kigge på, hvis jeg sad andre steder.

Hvis du frit kunne vælge én spiller til hver kæde blandt alle i 2. division, hvem ville det så være?

- Den er svær. Jeg vil starte forfra. Søren Andreasen fra Aarhus Fremad som angriber, Yacine Bourhane fra Esbjerg til midtbanen, Marcus Gudmann, AB til forsvaret og Thomas Hagelskjær, Aarhus Fremad som målmand.

Carsten Riisgaard svarer i denne artikel på læsernes spørgsmål og gør på den måde status over Skive IK’s sæson i 2. division.

Indlæser debat