Otto-prisen og kulturen

27. november 2021, 08.05

Iben Barnwell.

TALE Iben Barnwell, som i 2020 modtog Otto-prisen, har i anledning af dette års overrækkelse sendt os sin aldrig holdte tale fra 2020-overrækkelsen, som foregik virtuelt. Vi bringer i dag talen som kronik.

Men her kommer først en lille indledning fra Iben Barnwell, der som »svanemor« fik prisen på vegne af Kulturnetværket Svanen Iben Barnwells takketale fra kulturprisoverrækkelsen 2020

Kære allesammen

Torsdag 12. november 2020 modtog jeg til min store overraskelse Kulturelt Samråd Skives fyrtårnspris »Otto-prisen 2020« - opkaldt efter vores allesammens mentor og Skive-egnens musikalske fyrtårn over dem alle - den utrættelige, evigt elskelige og altid hjælpsomme tidligere musikskoleleder Otto Lindum, som i maj fyldte 84 år.

Jeg blev så befippet, at jeg slet ikke fik holdt den tale, jeg havde med i tilfælde af, at Kulturnetværket Svanen skulle få Skive Kommunes Kulturpris, som vi jo var indstillet til - eller rettere - jeg tænkte ikke, at den passede til situationen - i stedet tryllede jeg lidt på min fløjte …

Kulturprisen gik jo heldigvis og helt fortjent til Jenle-folket, og var den gået til Drivhuset, der også var indstillet, havde det været fuldt ud ligeså lykkeligt …

Så jeg var ganske tilfreds med, Kulturnetværket Svanen ikke fik den - og slet, slet ikke forberedt på, at jeg så skulle have den anden pris …

Jeg tror faktisk, de havde glædet sig gevaldigt til tage fusen på mig i Kulturelt Samråd. »Nå - der blev du for en gangs skyld mundlam!«, grinede Bent Dyrberg - og ja - det havde han da fuldstændig ret i :))

Tusinde, tusinde tak til Kulturelt Samråd Skive og til Morten Køser for den fornemme pris og den smukke skulptur, som jeg er utrolig glad for og stolt af. Og tak til alle jer andre for de mange hilsener, ros og rørende kommentarer, der indløb i dagene efter. Tak, tak!

Stort TILLYKKE til vinderne af Kultur-prisen og Otto-prisen 2021! - og tak til Kulturelt Samråd Skive for en festlig tradition og et stort arbejde for kulturen i Skive Kommune!️

Iben Barnwells takketale fra kulturprisoverrækkelsen 2020

På Spil Dansk-dagen torsdag 29. oktober 2020 stod jeg og to andre gæve spillefolk og spillede kendte sange og spillemandsmelodier på Torvet foran Det Gamle Rådhus i Skive. Helt alene stod vi tre og spillede på den åbne plads.

Det er i den blå time kl. 16.30, vejret er stille og klart, og der er kun 2 timer til Spil Dansk Festaften i Det Røde Klubhus. Vi spiller, mens lyset falder, for 3 tilhørere.

Folk går forbi og vinker, en mor med et lille barn stopper op og kikker på os, lidt længere væk sidder nogle folk på en bænk og lytter. Heldigvis er vi aldrig mere end 10 - men det giver mening alligevel. Vi skulle have spillet til fællessang og folkedans, men torvet er tomt - som det jo skal være iflg. restriktionerne. Og dog spiller vi - vi er der, som tusindevis af kunstnere og amatører er der hver eneste dag, og vil blive ved med at være der i årene, der kommer - stædigt insisterende på kunstens nødvendighed og kulturens - musikken, sangene, dansen, billederne, filmen, teatret, bøgerne, digtene, design, skulpturerne, arkitekturens - betydning for vores liv som mennesker.

Det er vigtigt, at vi holder sammen - hver for sig - holder modet oppe og drømmene i live, og her spiller kunsten og kulturen en helt særlig rolle. Vi har alle et ansvar. Selvom vi ikke kan samles om musik, sange, dans, historier og andre aktiviteter, vil de leve i vore hjerter og bære os igennem denne underlige mørke og svære tid.

I skumringen lyser stjernerne op, vi tænder lys og lygter og spiller for hinanden. Synger stille og fortæller historier, for det SKAL jo gå - vi er her endnu, vi er her for hinanden, og vi vil altid være her. Kunsten og kulturen vil overleve på trods og fortælle vores livs eventyr videre til de næste generationer - vores børn, børnebørn og efterkommere i en vild og anderledes verden.

Jeg vil gerne sige tak til jer alle - tak for Sommerkoncerter, Havnemusik, Trandum Festival, PH-koncert, Sangskriver Festival, Spil Dansk - og hvem ved? - julestue🎄!

Tak til bestyrelse, musikere, hjælpere, pandekagebagere og tilhørere - og ikke mindst TAK til utrættelige Michael Barnwell, som står for alt det tekniske, kører, henter, slæber, laver kaffe, opdaterer fotos og hjemmeside og styrer økonomien.

Tak til Skive Kommunes Kulturudvalg, Kulturelt Samråd, Kulturstyrelsen, Knud, sponsorer og andre for tilskud og støtte til alle vores projekter.

Tak til mine børn, til lille Robin ❤ og til min tro væbner Hanne Berthelsen.

Uden jer var intet af alt dette lykkedes – uden jer var kulturen gået i stå, og kunsten havde ikke fået lov til at udfolde sig, til at gro og vokse og spredes i både medvind og modvind, til at spejle vores tilværelse på godt og ondt, trække tråde fra fortiden, vise pejlinger af fremtiden og sende lys ud i verden.

Tak til jer alle for mange vidunderlige oplevelser!

Indlæser debat