
Leder: Det er for nemt at trække på skuldrene
Udgivet:17. marts 2023, 22.30
Læsetid:3 minutter
Den seneste tid har budt på bemærkelsesværdigt mange nyheder, når det gælder handelslivet i Skive.
Ny fiskeforretning, ny vinforretning, Hollys Dollroom genåbnet, Kop & Kande i markant større lokaler i SønderCentret. For blot at nævne nogle.
Positive historier om den lokale detailhandel har ramt os med næsten lige så stor hyppighed, som snebygerne gjorde i første halvdel af en utrolig kold marts måned. Selv om foråret lader vente på sig, er der heldigvis noget andet at varme sig på.
De driftige mennesker, som holder forretningslivet i gang på Skiveegnen, kan se frem til lange arbejdsdage, og regner de på deres aflønning, vil nogle nok kunne konstatere, at der skal mere end indtjeningen til som motivationsfaktor.
Heldigvis er det også tilfældet. Stor opfindsomhed og »ildsjæleri« er nødvendige faktorer i dagens detailhandel. Ligesom i mange andre brancher er konkurrencen fra nethandel benhård. Nogle lokale forretninger er selv hoppet med på vognen for at supplere indtægten og samtidig skaffe den fysiske butik ekstra opmærksomhed.
Så langt så godt. Resten er op til kunderne., som nu skal sikre, at indehavernes investeringer ikke ender som skønne, spildte bedrifter.
Der skal nemlig mere end hyppige skåltaler og gode intentioner til for at sikre opbakningen til de lokale butikker. Der skal handles - i ordets konkrete betydning - hvis man vil bevare en bymidte med levende butikker, som vi har den i dag.
Alternativet kan blive, at de store handelsgader gradvist dør ud med gabende tomme butiksvinduer til følge.
Mange begræder den udvikling. Det er bare ikke nok i sig selv at være træt af udviklingen.
Der er stadig masser af attraktive butikker i Skives bymidte, som man kan være med til at sikre en fortsat fremtid ved at handle i dem.
Det er også en investering i lokale arbejdspladser. Og i det lokale fællesskab.
Vi har meget at takke internettet for. Det giver os massevis af muligheder, vi ikke havde for bare 20-30 år siden. Og også øget velstand. Men det giver os også mulighed for at klare snart sagt alting fra spisebordet eller sofaen. Inklusive indkøbene, som så bliver sendt til os fra et sted i Europa. Helt uden at vi har kontakt med andre mennesker.
En by med forretninger i gaderne er også en levende by, hvor man kan møde hinanden og få en snak. Eller måske gå ind på en café eller en restaurant og spise sammen undervejs på turen. Restauranter og detailhandel lever af hinandens tilstedeværelse. En levende midtby er også et trækpladster i turistsæsonen. Hvis der er noget spændende at lave i nærheden af feriehuset, bliver det måske også på Skiveegnen ferien næste år skal holdes.
For at den virkelighed også skal eksistere i fremtiden, kræver det, at vi begiver os væk fra vores skærme og ind i byen for at opleve den. At vi handler lokalt i stedet for at trække på skuldrene og tænker at andre forhåbentlig gør det.
Gør selv en god gerning for din by. Brug den. Og gør en forskel gennem dine egne handlinger. TJ
Indlæser debat