Skive slået i Skanderborg: Laursen var ondskaben selv

Skive var nede med 10, men fik sig kæmpet tilbage til et absolut tåleligt resultat

10. oktober 2021, 16.34

Den tidligere Skive-keeper Kristoffer Laursen var altafgørende, da Skanderborg Aarhus slog SfH'erne søndag eftermiddag. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD At banden i Skanderborg Fælled reklamerede for Marys Have - Aktivt seniorfællesskab i Ry - var lidt som at række Skive fH en lillefinger, der ikke rigtig var der ...

Der var i hvert fald ikke det mindste pensionist-spil over Skanderborg Aarhus, da de søndag tog imod oprykkerne fra nord. Der var ikke en petanque-duel eller fodbehandling i miles omkreds. Fusionisterne spillede, som det, de er, med nærmest nyfødt energi og gav Skive en lille klapser med 29-23.

SfH’erne fik en på mange måder fin indledning på kampen og holdt favoritterne stangen indtil omkring det 24. minut. 12-12 stod det på daværende tidspunkt, da Skanderborg Aarhus fandt et trumfkort ude på bænken og satte ham i spil.

Det var den tidligere Skive-keeper Kristoffer Laursen, og han viste sig at være ondskaben selv overfor det hold, hvorpå han etablerede sig som en klassemålmand for efterhånden mange år siden.

Læs også
Fighteren Mads-Peter Lønborg: - Vi kigger ikke ned i jorden
Abonnement

Laursen lukkede fuldstændig af. Der var ikke en sprække i gardinet frem mod pausen - med fem redninger tog han sig dels af det, der kom indenfor rammen, men hans evner medførte oveni, at skibonitternes afslutninger blev pressede, så 3-4 skud gik ved siden af.

Skanderborg Aarhus brugte tryghedsindsprøjtningen til samtidig at skrue voldsomt op for tempoet i angrebet. Så 12-12 blev til 18-12 ved pausen, og derfra lignede det et spørgsmål om at begrænse skaderne for Skive. At Mads-Peter Lønborg havde været fremragende med tre tilkæmpede straffekast, at Nickolei Jensen havde scoret på dem alle, og at Mathias Damgaard to gange fyrede en dommedags-bold op i hjørnet, var glemt og borte for de fleste.

Yderligere spot til skade blev tilføjet lige efter pausen, da Skive gik i syv mod seks og i to angreb efter hinanden mistede bolden og så et langt kast sejle ind i målet, før Magnus Brandbyge nåede ind på plads.

Brandbyge kunne ikke gøre stort ved dét. Men han hævede dog sit niveau kort efter til lige knap at matche det, Kristoffer Laursen blev ved med at vise i de første 20 minutter af anden halvleg. Heldigvis da, for ellers var det blevet en langt mere grum omgang, end det endte med.

Læs også
Skive fH kom på tavlen med rutineret trænervikar på bænken
Abonnement

26-16 stod det, da Brandbyge for alvor syntes, det var tid til at imponere den klub, han forgæves forhandlede med i sommer, efter Aarhus Håndbold, hvor han havde fået en kontrakt, drejede nøglen om og lod sig adoptere af Skanderborg. Brandbyge storspillede i 10 superbe minutter, og SfH’erne reducerede til 22-27 og indikerede truslen om et voldsomt comback, men der var for kort tid tilbage til for alvor at installere en tro hos de herligt mange SfH-tilhængere i hallen.

Fem minutter resterede, og Skive stod på afgrunden med en så småt mistet balance. Den blev fundet igen med en moralbooster af en afslutning, holdet absolut kunne være bekendt.

Slået, nedkæmpet - men ikke opgivende.

Og det kan man også bruge til noget positivt.

Indlæser debat...