
60-årig opereret efter voldeligt overfald: Offer fik fat i gerningsmandens hættetrøje
Det voldsomme overfald skete ved højlys dag på Brårupvej i Skive
Udgivet:08. december 2022, 10.04
Læsetid:2 minutter
Det var denne trøje, som gerningsmanden havde på, da han overfaldt den 60-årige mand. Foto: Lokalpolitiet i Skive
1 år siden
OVERFALD OBS: Seneste nyt i sagen i linket herunder:


Mange genkendte hættetrøje: Efterlyst mand fra overfald har meldt sig selv
En 60-årig mand fra Skive blev torsdag den 1. december overfaldet og sparket så hårdt i underlivet, at han i denne uge er blevet opereret for sine skader på sygehuset i Gødstrup.
Manden kom torsdag i sidste uge gående ad Brårupvej, da han ved middagstid blev passet op af en yngre mand.
- Den unge mand begyndte først med at råbe ukvemsord efter den 60-årige, og derefter tildelte han ham flere knytnæveslag med højre hånd.
Den unge mand og den 60-årige tumlede derefter rundt på Brårupvej ved Engdalsvej, og under den tumult blev den 60-årige sparket et par gange hårdt i underlivet, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
I første omgang blev sagen ikke meldt til politiet, men da den 60-åriges smerter blev forværret i dagene efter overfaldet, blev politiet inddraget i sagen.
- Under tumulten lykkedes det den 60-årige at få vristet en hættetrøje af den unge overfaldsmand, så da han løb derfra, var det uden sin trøje. Og det kan være, at nogen kan genkende den trøje med teksten »Fullypaid«, så vi kan finde frem til en gerningsmand, siger Niels Bach
Den unge overfaldsmand beskrives som 175-180 centimeter høj, spinkel af bygning og med kort, lyst hår.
Derudover var han iført en hættetrøje og joggingbukser, der matchede hættetrøjen i farven.
Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114, hvis man ligger inde med oplysninger om den formodede gerningsmand.


Efter røveri hos cykelhandler: 30-årig skal holde jul bag tremmer
60-årig opereret efter voldeligt overfald: Offer fik fat i gerningsmandens hættetrøje