Så kan frilandsløberne godt snøre skoene

Hjerl Hede Naturløb fejrer jubilæum med en ny ultradistance

11. august 2021, 08.51

Hjerl Hede Naturløb afvikles lørdag den 14. august for 10. gang. Arkivfoto: Lars Rasborg

MOTION Der er tale om et lille jubilæum, når Hjerl Hede Naturløb den kommende weekend afholdes for 10. gang.

Det sker nu på lørdag den 14. august i et samarbejde mellem Hjerl Hede Frilandsmuseum, Vinderup Gymnastikforening og Sevel/ Mogenstrup IF.

Trailløbet foregår delvist på museets arealer samt i de flotte omgivelser ved Flyndersø og Stubbergårdsø, og i jubilæumsudgaven bydes på en helt ny ultradistance på over 50 kilometer.

Ellers foregår de korte ruter på to kilometer, fem kilometer og 11,5 kilometer på gode stier, mens man på halv- og helmaraton samt den nye ultradistance også bliver udfordret af mere kuperede stier med både rødder, væltede træer og andre forhindringer.

Alle ruter afsluttes med mål i den gamle præstegård på Hjerl Hede.

Arrangørerne flotter sig med medaljer til alle børn på både to og fem kilometer ruterne, og så er jubilæumsudgaven også blevet mere bæredygtig.

Man har således afskaffet plastkrus og vil kun i mindre omfang benytte papkrus.

Men opfordringen lyder forlods på at benytte egen kop til forfriskninger, som man selv bærer med rundt på turen, mens Hjerl Hede Naturløb også adskiller sig fra andre trailløb derved, at frilandsmuseets bagere leverer nybagt kringle efter løbet.

Indlæser debat...