Antonsen vinder danskerduel og går videre i Denmark Open

I en gentagelse af sidste års finale gik Anders Antonsen videre i Denmark Open ved at slå Rasmus Gemke.

19. oktober 2021, 19.49

Anders Antonsen er forsvarende mester i Denmark Open. (Arkivfoto)

ODENSE Anders Antonsen indledte tirsdag sit titelforsvar i Denmark Open på fornem vis.

I sin første kamp i hallen i Odense blev landsmanden Rasmus Gemke slået i to sæt med cifrene 21-16, 22-20.

Dermed blev det ikke til revanche for Gemke. De to mødtes i finalen sidste år. Her vandt Antonsen i tre sæt.

Tirsdag fulgtes de to ad i første sæt frem til 12-12. Her begyndte Antonsen så småt at trække fra.

Gemke kom på 15-17, men der gik ikke længe, før Antonsen stod med fire sætbolde foran 20-16. Aarhusianeren skulle kun bruge en enkelt.

I andet sæt kom Gemke foran 11-4, og Antonsen lignede en mand, der var indstillet på at skulle i tredje sæt. Men langsomt nærmede Antonsen sig, og ved 15-15 var der udlignet.

Herefter skiftede de til at tage point frem til 20-20. Her slog Antonsen til og tog sejren.

Tidligere tirsdag gik Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen sikkert videre i herredouble. Det skete også i en ren dansk duel, da Daniel Lundgaard og Mathias Thyrri blev slået i to sæt med cifrene 21-7, 21-14.

Freja Ravn og Amalie Magelund nåede knap nok at komme i gang, inden de var videre i damedouble. De var ellers oppe imod verdensranglisten nummer to, Chen Qing Chen og Jia Yi Fan fra Kina, som vandt OL-sølv i sommer og var topseedet i Denmark Open.

Men kineserne måtte trække sig bagud 1-5 i første sæt, og så avancerede Ravn og Magelund.

To andre danske damedoubler røg dog ud. Christine Busch og Amalie Schulz røg ud til et kinesisk par, mens Julie Finne-Ipsen og Mai Surrow tabte til de bulgarske søstre Gabriele og Stefani Stoeva.

Tirsdag aften gik Danmarks bedste damesingle, Mia Blichfeldt, sikkert videre med en sejr i to sæt over belgiske Lianne Tan. Det samme gjorde den bedste danske damedouble med Sara Thygesen og Maiken Fruergaard. De slog et malaysisk par.

Viktor Axelsen gør sin entré i turneringen onsdag.

Denmark Open rangerer i år på højeste niveau på Det Internationale Badmintonforbunds World Tour som en Super 1000-turnering. Det er samme niveau som eksempelvis All England.

/ritzau/