Dommer i Jolie og Pitts bitre skilsmissesag træder tilbage

Skuespilleren Angelina Jolie har en domstols ord for, at dommer i skilsmissesag var partisk med Brad Pitt.

24. juli 2021, 03.28

LOS ANGELES Dommeren, som behandler en bitter skilsmissesag mellem de amerikanske stjerneskuespillere Brad Pitt og Angelina Jolie, er blevet beordret til at træde af.

Det fremgår af en afgørelse fra en appeldomstol i Californien fredag.

Orden kommer, efter at Jolie klagede over dommeren, John Ouderkirk, som ifølge hende var partisk i skilsmissesagen. Det har hun fredag således fået appeldomstolens ord for, at han var.

Ifølge domstolen burde Ouderkirk have røbet sit tidligere professionelle forhold til advokater, der repræsenterer Pitt i det tidligere pars langvarige strid om forældremyndigheden over deres fælles børn.

Jolie og Pitt, der engang var et af Hollywoods mest glamourøse par, blev skilt i september 2016 efter mere end ti år som par og to år som ægtefæller.

Det var Jolie, der indgav skilsmissebegæringen med henvisning til uforsonlige uoverensstemmelser.

Parret blev erklæret juridisk skilt i 2019, men de to skuespillere er fortsat i kamp over forældremyndigheden over fem af deres mindreårige børn.

I alt har parret seks børn sammen, hvor den ældste er 19 år, og de to yngste er 12 år. Flere af børnene er adopteret.

Dommeren Ouderkirk blev ansat privat af parret i et forsøg på at holde detaljerne om skilsmissen ude af offentligheden.

Hans afgang vil sandsynligvis forlænge striden om forældremyndigheden yderligere.

Pitt havde modsat sig Jolies ønske om at få Ouderkirk fjernet som dommer.

Pitt og Jolie deler i øjeblikket forældremyndigheden over parrets børn.

En talsmand for Brad Pitt siger, at fredagens afgørelse var baseret på et teknisk spørgsmål.

- Vi vil fortsætte med at finde den bedste løsning for børnene, siger Pitts talsmand i en erklæring fredag.

Jolies talsmænd har ikke udtalt sig om afgørelsen.

/ritzau/Reuters