Gå til hovedindhold
Lokalt

Casper er blandt verdens allerbedste til at »pakke en bil ind«

05-06-2018 KL. 22:10
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

I Stoholm bor en af verdens bedste til at beklæde biler. I branchen kaldes det carwrap.

At 25-årige Casper Madsen er blandt de dygtigste af alle, fik han bevis på ved verdensmesterskaberne i Berlin for 10 dage siden, da han blev nummer to.

Casper Madsen, der har pakket biler ind i fem år hos Michael Svensson og Colors.dk i Skive, havde tilmeldt sig selv til europamesterskaberne, der fandt sted forud for VM - også i Berlin.

Her blev Casper Madsen nummer tre, og dermed var han automatisk blandt de 12 finalister ved det efterfølgende VM, da de tre bedste fra EM kvalificerede sig til VM.

Der stillede flere end 40 til start ved EM, så allerede der fik Casper Madsen en følelse af, at han kunne være med.

- Jeg tilmeldte mig EM, fordi jeg ville prøve at se, hvad det var for en størrelse, og det var min første konkurrence. Og da jeg så gik videre til VM, var det helt sindssygt, for der var virkelig mange gode deltagere med, siger Casper Madsen.

Ved VM fortsatte Casper Madsen de flotte præstationer, og han kom gennem nåleøjet til finalen, hvor der kun var tre tilbage.

I finalen fik Casper Madsen og de to andre finalister 80 minutter til at beklæde en hel bilside, og det gjorde Casper Madsen så godt, at han blev nummer to - kun overgået af en konkurrent fra Bulgarien.

- Jeg havde svært ved at forstå, at jeg lige var blevet nummer to i hele verden. Jeg klarede mig bedre end dem, jeg følger på de sociale medier, og det havde jeg ikke turde drømme om. Man skal ramme dagen, og det gjorde jeg, lyder det fra Casper Madsen.

Den 25-årige fjandbo er uddannet skiltetekniker, og uddannelsen har ikke noget med indpakning af biler at gøre.

Casper Madsen har bare været heldig, at hans mester kan tilbyde det i sin virksomhed.

Og han er også taknemmelig for, at hans mester har givet ham mulighed for at deltage i et EM og et VM.

- Jeg vil da gerne takke Michael Svensson og min kæreste, Kirstine Kristensen. Uden dem kunne det ikke lade sig gøre, siger Casper Madsen.

Og hos mester er der stolthed over den ansattes præstation.

- Jeg blev da også lidt overrasket over, at det gik så godt. Men bagefter vidste jeg jo godt, at Casper kunne komme så langt, for han er virkelig dygtig, og han vil det 100 procent, siger Michael Svensson.

Bronzemedaljen ved EM og sølvmedaljen ved VM i sit første konkurrenceforsøg har givet Casper Madsen mod på mere. Han regner med at deltage igen næste år, og nu har han større forventninger.

- Det er ikke sikkert, at jeg kan blive nummer to igen, men så må jeg jo bliver nummer et, siger Casper Madsen.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland