Leder: Radikale må kravle ned fra træet

Udgivet:30. november 2022, 11.53

Læsetid:3 minutter

2 måneder siden

Ultimative krav er som oftest gift for politisk indflydelse.

Partier tror fejlagtigt, at de får indflydelse ved at opstille ultimative krav. Men den politiske historie rummer mange eksempler på, at i stedet for indflydelse kravler partier med ultimative krav længere og længere op i et træ, hvorfra de kan råbe deres krav, uden at nogen hører dem! Og så kan de efterfølgende - når de ikke har fået opfyldt kravet - forsøge at kravle ned på jorden igen, og det er sjældent en yndefuld oplevelse...

Radikale Venstre førte sig også frem med flere ultimative krav i valgkampen. Det kan man ikke sige, at vælgerne belønnede. Tværtimod! Og dette sammenholdt med en uforklarlig strategi, hvor man ville vælte Mette Frederiksens regering - men pege på hende igen efter valget - medvirkede til et historisk ringe valg for de radikale.

Sofie Carsten Nielsen valgte selv at gå som partileder, og Martin Lidegaard blev ny formand - ledsaget af et fornuftigt ønske om, at han ikke brød sig om ultimative krav. Alligevel hoppede folketingsgruppens medlemmer ud i ultimative »hænderne op« markeringer på et tåkrummende pressemøde, da man blev spurgt om partiets totale afvisning af en Rwanda-model for asylsøgere/flygtninge til Danmark.

Som nævnt bør man holde sig fra ultimative krav, og helt tosset er det med ultimative krav på et område, hvor 80 procent af Folketinget mener noget andet. Og sådan er det med den usympatiske Rwanda-model med asylbehandling i Afrika, som S-regeringen arbejder for på udlændingeområdet. Den vil formentlig aldrig blive ført ud i livet.

Storbritannien måtte opgive noget tilsvarende, og den kan være et brud på diverse konventioner, som Danmark skal overholde. I Folketinget er det dog kun Enhedslisten, SF, Alternativet og de radikale, der er imod. Resten af Folketinget støtter, at der arbejdes videre. Blandt andre de radikale og SF ønsker, at hvis der skal være en Rwanda-lignende model, skal det ske i EU-regi.

Hvis man som politiker vil i regering, må det afgørende være, om man kan se sig selv i det regeringsgrundlag, der udformes. Det har mange elementer. Der er radikale fra det østlige Danmark, der i et indlæg i Politiken har talt for, at partiet skal stå ultimativt fast på, at en ny regering ikke må arbejde videre med Rwanda-modellen - så hellere være både uden for regeringen og lade være med at være et støtteparti, lød budskabet...

Det er en håbløs kurs. Tænk hvis de radikale forhandlere med Martin Lidegaard i spidsen kan sikre masser af politisk gods i et regeringsgrundlag om økonomiske reformer, uddannelse, grøn omstilling, sundhed, sikkerhedspolitik, øget åbenhed i den politiske proces m.v. Skulle man så sige nej tak til at være i den midterregering man er gået til valg på - alene fordi man ikke kunne få opfyldt et krav om, at regeringen skal droppe Rwanda-planerne? Det ville jo være helt på månen!

For et social-liberalt midterparti med naturlige regerings-ambitioner ville det være en helt håbløs kurs. Forhåbenlig holder Martin Lidegaard og folketingsgruppen hovedet koldt og hjertet varmt og bidrager til, at Danmark får en midterregering med et samlet stærkt regeringsgrundlag.

O.D.

Indlæser debat