Axelsen begræder tomme tribuner men øjner mulig fordel

Tomme tribuner ved OL kan blive en fordel for de danske herresingler, hvis de møder japansk verdensetter.

23. juli 2021, 17.54

Viktor Axelsen vandt OL-bronze efter en dramatisk sejr over kineseren Lin Dan.

TOKYO Lørdag middag dansk tid tager badmintonstjernen Viktor Axelsen hul på sit andet OL, når han i gruppespillet møder østrigeren Luka Wraber.

Fynboen, der fik bronze med hjem fra OL-debuten i Rio, kommer dog til at spille foran tomme tribuner, da det tidligere i juli blev besluttet at afvikle OL helt uden tilskuere på grund af den stigende coronasmitte i landet.

Det ærgrer Viktor Axelsen, selv om atmosfæreforladte arenaer har været mere reglen end undtagelsen det seneste år.

- Vi er efterhånden vant til det og spillede blandt andet uden tilskuere i tre uger i træk i Thailand tidligere på året, men det er skide ærgerligt, siger Viktor Axelsen.

Japan er endda blandt de mest entusiastiske lande, når det kommer til badminton, men netop det faktum kan måske hjælpe de danske spillere, hvis de skulle tørne sammen med japanere i turneringen.

- Det er et kæmpe tab for tilskuerne, men det kan måske blive en lille fordel for os, hvis vi møder japanere, vurderer verdensranglistens nummer to.

Både Axelsen og Anders Antonsen er seedet til at nå semifinalen, og skal en af dem gå hele vejen, kan det meget vel kræve en sejr over den japanske verdensetter, Kento Momota, der blev verdensmester i 2018 og 2019.

De stærke danske herresingler har i samarbejde med trænere og Team Danmark netop haft stor fokus på at analysere Momotas spil frem mod OL for at have de bedste forudsætninger for at slå ham i et eventuelt møde.

- Vi kigger generelt meget på modstanderne, men det er klart, at når en spiller er så dominerende som ham, kigger man endnu mere på, hvordan man bedst muligt kan forberede sig.

- Men det er ikke engang sikkert, at vi kommer op mod ham, så vi forbereder os på alle de bedste spillere.

- Der er mange om buddet i herresingle, så det er svært at spå om medaljerne. Det handler om, hvem der rammer dagen mod de forskellige modstandere, mener Axelsen.

Ud over Wraber er Axelsen i gruppe med finnen Kalle Koljonen, og danskeren er storfavorit til at snuppe den enlige plads til ottendedelsfinalen.

Først søndag åbner Anders Antonsen sin gruppe mod vietnameseren Tien Minh Nguyen.

/ritzau/