Gå til hovedindhold
Sport

Champions League-målscorer skriver under med SIK

22-02-2020 KL. 11:46
Empty

Lasse Andersen skifter til SIK efter
knap to år på Færøerne. Privatfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Når Skive IK lørdag eftermiddag spiller vinterens sidste træningskamp på hjemmebane mod FC Fredericia, så er det med forsvarsspiller Lasse Andersen på banen fra start.

Han har skrevet under på en aftale med skibonitterne, der gælder frem til sommer.

Og selv om der næppe er mange, som umiddelbart kender til den 24-årige midterforsvarer og venstre back med fortid som ungdomsspiller i Viborg og senior i Kjellerup, så kan han prale af at have scoret i den mest berømte klubturnering af alle, Champions League.

Lasse Andersen har spillet to sæsoner i den færøske mesterklub HB Thorshavn, som i sommer var i kvalifikationen til Champions League. Her mødte holdet de finske mestre fra HJK Helsinki og tabte 0-3 på udebane - returkampen sluttede 2-2, og det var med Andersen som målscorer med et frygtløst hovedstød efter hjørnespark til 2-0.

Næsten alle formalia er på plads i aftalen, fortæller sportsdirektør Rasmus Brandhof.

- Lasse Andersen er uden kontrakt. Men fordi hans spillercertifikat ligger på Færøerne, skal vi benytte FIFA’s TMS-system, hvor vi skal uploade alle dokumenter. Derfra kommer de til DBU, som sender dem videre til det færøske forbund, som sender dem til den færøske klub, der så sender tilbage til den færøske union, som sender til DBU, der sender videre til os, sukker sportsdirektøren.

Fredag var papirerne hos DBU i anden omgang, så Rasmus Brandhof føler sig sikker på, at den endelige godkendelse af klubskiftet er lige om hjørnet.

I denne uge har der også været trafik ud af SIK. Man har nemlig noget utraditionelt solgt målmandstræner Morten Jänichen til Vendsyssel.

- Det er for et mindre beløb, men vi får da penge for ham, siger Brandhof, som er i forhandlinger med en mulig afløser.

Træningskampen mod FC Fredericia spilles efter planen på kunstgræsbanen i Højslev klokken 13.

Banen har dog haft vanskeligt ved at komme af med al den regn, der er faldet de seneste dage, og derfor kan opgøret blive flyttet til kunstgræsbanen i Egeris i stedet, hvor der så vil være kampstart klokken 15.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland