112

Chauffør i ulykkes-lastbil: »Jeg er forfærdelig ked af, hvad der er sket«

Et kort øjebliks manglende agtpågivenhed for at fange de seneste trafikmeldinger på radioen blev onsdag eftermiddag forvandlet til et mareridt for en 49-årig lastbilchauffør fra Horsens.

- Jeg kiggede ned på radioen for at skrue op og skifte kanal. Da jeg kiggede op, stod trafikken stille. Jeg troede, at jeg havde nået at bremse, men så kom centrifugalkraften fra læsset, fortæller chaufføren, Herluf Møller.

Lastbilen ramte den bageste bil i en kø på fem biler ved rundkørslen, hvor Hobrovej (rute 579) munder ud i hovedvejen mellem Skive og Viborg. Det forårsagede et harmonikasammenstød.

Tre blev kvæstet ved ulykken. Den hårdest kvæstede bilist, en kvinde, blev torsdag erklæret udenfor livsfare.

- Jeg kommer ikke ud at køre igen, før jeg ved, at hun har det godt, siger chaufføren, som har modtaget psykologhjælp efter ulykken og beskriver sig selv som »i chok«.

Herluf Møller har valgt selv at stå frem, fordi han på de sociale medier bl.a. har kunnet læse, at han havde fået et ildebefindende. Andre har antaget, at han brugte sin mobiltelefon.

- Jeg har aldrig sms’et under kørslen, men jeg skammer mig. Jeg skammer mig over, at jeg kiggede væk. Det er ikke sikkert, jeg står til en kæmpe straf. Men jeg er jo ligeglad med, om jeg mister kortet i to, tre eller fem år. Det, der bekymrer mig, er, hvordan det går de mennesker, som kom til skade, fordi jeg flyttede øjnene væk fra vejen, siger chaufføren.

Herluf Møller var selv med til at brække døre op og hjælpe nogle af de tilskadekomne efter ulykken. Han talte også med flere af personerne i bilerne.

- Jeg vil gerne sige til dem, at jeg er forfærdelig ked af hvad der er sket, og at jeg er meget taknemmelig over, den måde politiet og bilisterne behandlede mig på, fortæller Herluf Møller, som har kørt lastbil i næsten 30 år.

Ulykken var den første med personskade, han har været involveret i. Han vil gøre meget for, at det også blive den sidste.

- Man siger, at det er en erhvervsrisiko, når man kører så mange kilometer. Men jeg har det rigtig skidt med det, siger han.

Chauffør Herluf Møller sad ved rattet, da en tung lastbil ramte en kø af biler ved Hobrovej-rundkørslen. Han kontaktede selv Folkebladet, da der på sociale medier begyndte at opstå teorier om, hvordan ulykken kunne være sket. Foto: Steen Don