Ritzau Sport

Chiefs banker Bills og er én kamp fra at genvinde Super Bowl

De forsvarende Super Bowl-mestre fra Kansas City får i februar mulighed for at genvinde titlen.

Efter en sejr på 38-24 natten til mandag dansk tid over Buffalo Bills er Kansas City Chiefs nemlig klar til Super Bowl 55 mod Tampa Bay Buccaneers og stjernen Tom Brady.

Kansas' forberedelser til finalen i AFC, den ene af de to NFL-konferencer, var præget af uvished om quarterbacken Patrick Mahomes, der ugen forinden pådrog sig en hovedskade.

Men stjernen nåede at blive klar til opgøret, som Kansas vandt overbevisende.

Dermed er der lagt op til et stort stjernemøde, når Brady og Bucs tørner sammen med Mahomes og Kansas i Super Bowl 7. februar.

Mahomes kastede i alt tre touchdowns og havde succes med 29 af i alt 38 afleveringer.

Han kastede for 325 yards i alt.

/ritzau/