Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Chikane, sexisme og magtmisbrug

16-09-2020 KL. 13:06
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

- Hvis du har tænkt dig at få børn, gider jeg ikke ansætte dig.

Sådan beretter den nuværende chefredaktør for Berlingske, Mette Østergaard, om en jobsamtale hun i 2006 var til som nyuddannet journalist. Hun vendte sig klogt om - og gik fra samtalen.

Siden tv-værten Sofie Linde åbent fortalte om, at hun af en fremtrædende DR-chef blev truet med, at han ville ødelægge hendes karriere, hvis hun ikke ville levere en seksuel ydelse i form af oralsex, har debatten om chikane, krænkelser, magtmisbrug og sexisme - forstået som den anskuelse at det ene køn er bedre end det andet ofte ledsaget af nedvurderende holdninger til kvinder - på arbejdspladser været i fokus. Det er åbenlyst, at der har været og stadig er problemer. Der er beretninger om sexisme på arbejdspladser. Det er ikke komplimenter eller uskyldigt »spil«, der kommer frem men grov sexchikane med krav og trusler og magtmisbrug. Medieverdenen, den politiske verden og masser af arbejdspladser i det hele taget har været nævnt.

Fagforeningen HK melder om en stor stigning i antallet af sager om sexchikane, og fra den politiske top på Christiansborg har både statsminister Mette Frederiksen (S) , og oppositionens leder, Jakob Ellemann-Jensen (V) reageret. Statsministeren påpeger, at sexchikane er udtryk for en kultur, der skal forkastes og at det er uforeneligt med det samfund, vi ønsker. Og V-formand Ellemann tilslutter sig med en vigtig tilføjelse om, at en vigtig kulturforandring kan skabes ved at der siges fra - ikke mindst fra dem der fornemmer en chikane mod andre, så det ikke bare er dem, hvis grænser bliver overtrådt, der skal reagere. Det sidste er et godt råd både til ledere og medarbejdere.

Som påpeget af Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard, der ikke har været udsat for sexchikane, handler magtmisbrug og forskelsbehandling på arbejdspladser om meget andet end sex. Ikke nok med at hun ved en jobsamtale fik at vide, at hun ikke ville blive ansat, hvis hun havde tænkt sig at få børn. Da hun et andet sted nogle år senere havde fået arbejde og blev gravid, fik hun af sin daværende chef at vide, at han havde svært ved at se hende i et ansvarsfuldt job som enlig mor, og at hendes graviditet var »en anledning« til at se på hendes fremtidige rolle. Som hun bemærker, var der ikke tilsvarende bekymring over for fraskilte mænd i samme ledelsesgruppe...

Mette Østergaard har i dag besluttet at orientere TV2’s ledelse om, hvem den daværende chef var. Hun mener ikke offentligheden har brug for at vide, hvem det var - men hun vil gerne give TV2-ledelsen en mulighed for at handle. TV 2 synes samtidig selv at erkende, at man har og har haft problemer. Det er unægtelig også langt ude, at true med jobmæssig nedgradering på grund af graviditet.

Der er åbenlyst stadig problemer mange steder med chikane og magtmisbrug i mange varianter. Den grove, nedgørende tone, chikanerne, truslerne, sexisme i forskellige former, magtmisbruget og krænkelserne bør ikke have plads. Humor og et vist frisprog på arbejdspladsen og andre steder, ja tak, men det er unægtelig også noget andet end at true andre, hvis de f. eks ikke vil levere en seksuel ydelse.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland