Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Chokolade, S-flirt og DF-udfordring

27-10-2018 KL. 08:56
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det var forventet, at dette års finanslovforhandlinger ville blive en forholdsvis enkel opgave at bringe til et forlig mellem regeringen og DF, men det var nok overset, at nedtællingen til folketingsvalget for alvor er i gang - og så skærpes alle partiers kampånd.

Dansk Folkeparti har hårdt brug for at fremvise synlige resultater, for partiet er presset. Gårsdagens Megafon-meningsmåling gjorde DF til den store taber ved et valg nu med en tilbagegang på over seks procent. Og partiet Nye Borgerlige, der vil have en endnu hårdere udlændingepolitik end DF, står i stort set alle målinger til at komme i Folketinget. DF vil gerne i regering med Løkke, men man flirter også ivrigt med S, og vælgerne har ikke belønnet partiet for kursen. Også derfor har DF nu brug for store fingeraftryk på en finanslovaftale, og det vil så presse regeringen, der havde håbet på en fredelig forhandling for at vise, at der er styr på regeringen og dens parlamentariske grundlag.

På udlændingeområdet vil Dansk Folkeparti satse på yderligere stramninger, og partiet mener at have fået et løfte fra regeringen om et såkaldt paradigmeskifte i udlændingepolitikken, så kursen i langt højere grad bliver sat på at få flygtninge tilbage til hjemlandet, når der er mulighed herfor. Faktisk vil DF have begrænset den del af integrationsarbejdet, der har handlet om at få flygtninge i arbejde. Partiet Nye Borgerliges medvind vil yderligere få Dansk Folkeparti til at skærpe tonen på udlændingeområdet, og regeringen vil efter alt at dømme føle sig presset til at imødekomme DF et langt stykke af vejen - og så håbe, at det yderligere vil lægge pres på Socialdemokratiet, der ved nye udlændingestramninger lægger sig ud med SF, R, Enhedslisten og Alternativet.

Et finanslovsforlig vil - med valg forude - også blive med alt godt fra havet, og der vil blive taget hul på det såkaldte økonomiske råderum med en række lettelser. Senest har DF forlangt lavere afgift på slik og chokolade! Forslaget skal glæde danske slikmunde og derudover begrænse ulovligheder ved import af slik fra udlandet og måske begrænse grænsehandelen.

Sundhedsmæssigt er billigere slik og chokolade ikke en oplagt sag, men hvis et politisk flertal så samtidig kunne blive enige om højere cigaretpriser, så ville det give lidt mening. Men det sidste bliver nok svært med et valg forude - også selv om både unge rygere og eksperter i stort tal siger, at markant dyrere tobak vil være det bedste middel til at få begrænset forbruget.

DF havde et fantastisk godt valg i 2015, hvor partiet blev det næststørste med 21,1 procents opbakning. Da partiet første gang begyndte at tale om at komme i regering efter næste valg, var det en forudsætning, at man fik opbakning fra omkring 20 procent. Men den forudsætning opgav Kris­tian Thulesen Dahl officielt under Skivemødet på Jenle tidligere på året. Og lige nu står DF kun med 14,8 procents opbakning i den seneste måling.

Det er lykkedes for DF-ledelsen at gøre partiet mediemæssigt interessant ved både at ville i regering med Lars Løkke og samtidig flirte med S-ledelsen. Alt tyder dog på, at vælgerne ikke er imponeret af den strategi, og det skal blive interessant at se, om DF efter et forventet forlig med regeringen vil dæmpe flirten med S.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland