Lokalt

Coronavirus: Lokal børnehave ramt for første gang

En børnehave i Skive Kommune har nu fået coronasmitte inden for dørene.

Op til weekenden blev et børnehavebarn i Troldegården i Højslev konstateret smittet med covid-19. Det pågældende barns gruppe på i alt ni børn og seks medarbejdere er opsporet som nære kontakter og har modtaget både telefonopkald og skriftlig information om at gå i isolation og få foretaget to test.

- Det er første gang, vi prøver det både i Troldegården og i de andre afdelinger i Troldehusene, og jeg må sige, at forældre har været superseje. Da jeg ringede rundt til forældrene til de otte børn, der er nære kontakter, var der flere, der sagde, at »Det måtte jo komme«, siger områdeleder i Troldehusene, Lissa Birkkjær Højmose.

- Der var naturligvis også nogle, der havde nogle spørgsmål, og havde jeg ikke svaret, henviste jeg dem videre til Coronaopsporing, hvis telefonnummer også står i det brev til forældrene, som alle nære kontakters hjem får, siger Lissa Birkkjær Højmose.

Udover et forældrebrev til de nære kontakter blev der også sendt et forældrebrev til hele huset.

Med seks fra personalet sendt hjem i isolation og til to test har det også været nødvendigt at lægge en ny vagtplan.

- Jeg har internt i Troldegården lavet en ny vagtplan, der gælder foreløbig mandag, tirsdag og onsdag, for personalet skal testes første gang mandag og anden gang onsdag, og personalet må gerne komme på job igen efter svaret på den første test, hvis det er et negativt svar, siger Lissa Birkkjær Højmose.

Landets daginstitutionerne holder åbent også nu under den omfattende nedlukning, men Børne- og Undervisningsministeriet har opfordret forældre til at holde deres børn hjemme i kortere eller længere tid, hvis de har mulighed for det, for at forebygge spredningen af coronasmitte.

Derfor passes der heller ikke lige så mange børn i Troldegården lige nu som normalt. I alt 72 børn går i Troldegården, og omkring halvdelen af dem holdes ifølge områdelederen i øjeblikket hjemme.

For første gang er et barn i børnehaven Troldegården i Højslev nu konstateret smittet med coronavirus. Arkivfoto: Mads Jensen, Ritzau/Scanpix