Sportschef vil genopbygge AGF med langsigtet plan

Sportschefen i AGF, Stig Inge Bjørnebye, vil genopbygge klubben med en langsigtet og bæredygtig plan.

Udgivet:22. maj 2022, 10.00

Læsetid:2 minutter

AGF sagde lørdag farvel til træner David Nielsen.

/ Ritzau /

AARHUS AGF sluttede lørdag superligasæsonen af på en skuffende tiendeplads lige over nedrykningsstregen, selv om klubben har et af landets største spillerbudgetter.

For at aarhusianerne igen skal bide skeer med de bedste hold i Danmark, skal klubben genopbygges med en langsigtet plan.

Det fortalte sportschefen Stig Inge Bjørnebye efter AGF's kamp mod FC Nordsjælland.

- Potentialet er kæmpe stort, men jeg synes, at det er vigtigt at opbygge en langsigtet klub, der er bæredygtig.

- Det er vigtigt at tænke på to ting på samme tid. Vi skal tænke på den korte bane hele vejen, men vi er også nødt til at se på bæredygtighed.

- Vi skal udvikle klubben på alle områder. Vi skal have fagligheden op på et højere niveau i forhold til spillestil, ungdomsarbejde, rekruttering og så videre.

- Vi skal ikke være sårbare for ændringer. Der vil blive skiftet spillere og stab, men der skal være en bæredygtighed i forhold til strategien, udtrykket og spillestilen, lyder det fra sportschefen.

I første omgang står AGF over for at skulle ansætte en ny cheftræner, efter det onsdag blev offentliggjort, at David Nielsen ikke fortsætter i den kommende sæson.

Desuden åbner transfervinduet snart, og den norske sportschef går derfor en travl tid i møde.

- Vi står over for et vindue, hvor vi skal have ny cheftræner, vurdere kontraktsituationer og have nye spillere, så der bliver ikke noget ferie for mig.

- Jeg kan ikke være konkret på antal, positioner og navne, men vi har en strategi og en plan i forhold til, hvem vi ønsker at få ind, siger Stig Inge Bjørnebye.

AGF's midtbanespiller Nicolai Poulsen håber, at den langsigtede plan omkring spillestilen for klubben snart kommer.

- Jeg tror, at der kommer til at ske mange ting til sommer, og vi skal også have fundet ud af, hvad planen er i forhold til spillestil.

- Der er mange uafklarede spørgsmål, og jeg håber snart, at det kommer på plads, siger Nicolai Poulsen.

Den 28-årige AGF-spiller ser også gerne, at den nye cheftræner kommer med ny inspiration til holdet.

- Jeg håber, at der kommer en, der kan sætte lidt gang i tingene igen med nye idéer.

- Det har lignet lidt på det seneste, at vi har manglet energi og vilje, og at vi har været ramt på selvtilliden, så det kunne være rart, fortæller Nicolai Poulsen.

AGF har meldt ud, at klubben forventer at præsentere en ny cheftræner inden opstarten til den nye sæson den 16. juni.

/ritzau/