Silas Holst stråler: Gift igen med eksmanden som gæst

Det var svært at sige nej, lød det fra Silas Holst, da kæresten Nikolai friede. Nu har parret giftet sig ved et stjernespækket bryllup, skriver Billed-Bladet.

Udgivet:06. august 2022, 17.16

Læsetid:2 minutter

Silas Holst var gift med skuespilleren Johannes Nymark fra 2013 og 2017. Sammen med veninden Louise Mahnkopf er trioen forældre til datteren Maggie My på syv år og sønnen Bob Jones på fem år. Sammen bor hele regnbuefamilien under samme tag. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

GILLELEJE Bryllupsklokkerne kimede lørdag eftermiddag mellem den professionelle danser og performer Silas Holst og hans forlovede, Nicolai Schwartz.

Parret har giftet sig ved en stjernespækket borgelig vielse ude under åben himmel Nakkehoved Fyrkro i Gilleleje.

Det skriver Billed-Bladet, som har foreviget brudeparret på en række kyssebilleder.

Blandt bryllupsgæsterne var Vild med dans-kollegerne Claudia Rex, Karina Frimodt og Mads Vad samt filminstruktør Susanne Bier, skuespiller Nicolaj Kopernikus og tv-vært Lise Rønne.

Silas Holsts' eksmand, skuespilleren Johannes Nymark, var også med sammen med sin kæreste, Jeppe Christoffersen.

Sammen med veninden Louise Mahnkopf er Silas Holst og Johannes Nymark forældre til Maggie My på otte år og femårige Bob Jones, der havde rollerne som henholdsvis brudepige og brudesvend til brylluppet.

Selv om fire års ægteskab endte i en skilsmisse i 2017, er den venskabelige kærlighed forblevet mellem Silas Holst og Johannes Nymark. Regnbuefamilien har endda boet under samme tag.

Silas Holst fandt efter skilsmissen den romantiske kærlighed igen i Nikolai Schwartz. Men faktisk spottede han ham på skærmen mange år, inden de fandt sammen, da Nikolai Schwartz tjekkede ind i realityprogammet "Paradise Hotel" i 2010.

De mødte hinanden tilfældigt på gaden kort tid efter og datede en periode, men romancen ebbede ud.

Skæbnen ville, at de mødte hinanden igen mange år efter og genoptog romancen, som denne gang udviklede sig til kærlighed.

I Nikolai Schwartz fandt Silas Holst en enorm tryghed, sagde han i et interview med til Billed-Bladet.

- Han får mig til at grine rigtig meget, og det er dejligt. Han har virkelig god humor, og det er dejligt. Og så synes jeg, han er en meget pæn mand. Det er jo dejligt at få det i samme pakke, sagde Silas Holst dengang til ugebladet.

Senere har han uddybet, hvad han faldt for ved Nikolai Schwartz.

- Han er der bare altid, gider lytte til mig, giver mig gode råd og accepterer mig, som jeg er, sagde Silas Holst til BT i januar.

- Jeg ved jo godt, at jeg kan være en stor mundfuld, og at man som kæreste med mig køber sig ind i den fulde pakke med en eksmand og to børn. Men jeg har aldrig hørt ham brokke sig over det. Tværtimod, sagde han til avisen.

I 2019 fik parret en kærestetatovering, som Silas Holst kaldte pladderromantisk, men at den var en kærlig reminder om hinanden.

Nu er kærligheden også blevet forseglet ved et bryllup.

/ritzau/

Silas Holst Silas Holst har taget gemalens efternavn til sig, så han nu hedder Silas Schwartz Holst. (Arkivfoto). Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Gallavisning på Susanne Biers nye dramaserie - Rød løber Nicolai Schwartz og Silas Holst havde kendt hinanden i årevis, da venskabet udviklede sig til kærlighed. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indlæser debat