DET ER DIT VALG - KV21

Leder: Fuglen er fløjet - Nye Borgerlige ude

22. november 2021, 10.11

Chefredaktør Ole Dall.

»Det ligner en ny konfrontation, og det lyder som et godt gæt, at Erik Mortensen på et tidspunkt ender som løsgænger«.

Sådan skrev vi på denne plads dagen efter valget om nyvalgte Erik Mortensens forhold til Nye Borgerlige, som han var spidskandidat for i Skive Kommune. Og der skulle kun gå få dage, før Mortensen var smidt ud af partiet, og han valgte at blive såkaldt løsgænger i Skive Byråd.

Det betyder så, at Nye Borgerlige ikke er repræsenteret i Skive Byråd de næste fire år. Kun en tredjedel af Nye Borgerliges stemmer var personlige krydser ud for Erik Mortensen. Resten var stemmer på partiet eller på en af de øvrige kandidater på partiets liste. Mortensen kunne også have valgt at overlade pladsen i byrådet til Nye Borgerlige, men sådan gik det ikke.

Det er lettere at blive valgt med et parti i ryggen, men Nye Borgerlige i Skive må nu se i øjnene, at man kun i et par dage havde et nyvalgt byrådsmedlem.

Det trak længe op til en konfrontation mellem Erik Mortensen og Nye Borgerlige med partileder Pernille Vermund i spidsen. Partiet havde vedtaget, at man ved konstituerings-forhandlinger rundt om i landet ikke måtte sætte en rød eller radikal politiker i borgmesterstolen, hvis der var mulighed for en blå borgmester.

Det ville Erik Mortensen mildest talt ikke bakke op og gik lodret mod partilinjen på landsplan. Han ville fra start lade det stå som en åben mulighed at pege på Peder Christensen (S) som borgmester, og Mortensen skærpede tonen ved at sige, at han ikke ville pege på Peder Chr. Kirkegaard (V). Og på valgaftenen tilføjede Erik Mortensen, at Pernille Vermunds holdning havde kostet Nye Borgerlige et ekstra mandat...

Man kunne dog også høre vælger-holdninger luftet om, at Erik Mortensen i slutfasen var med til at svække Nye Borgerlige og styrke Venstre, fordi der var vælgere, som ikke ville stemme på Nye Borgerlige, hvis de dermed ikke kunne få Peder Christian Kirkegaard som borgmester...

Facit blev ét mandat til Nye Borgerlige - i få dage! Så kom det røde kort til Erik Mortensen. Partiledelsen vurderer, at han har optrådt »stærkt illoyalt«, og at det ikke er foreneligt med partimedlemskab.

Og så endte konstitueringen i øvrigt med, at alle valgte byrådsmedlemmer - også Erik Mortensen - står bag. Herunder borgmestervalget og formands-fordeling i udvalgene.

Man kan mene, hvad man vil om Nye Borgerliges meget kontante melding om, hvem man måtte støtte og ikke støtte ved borgmestervalg. Men det var meldt klart ud før valget, og så har partiledelsen følt, at det ville skabe flimmer, hvis linjen ikke blev fulgt lokalt.

Det måtte ende med en konfrontation. Nu har Nye Borgerlige fire år til at finde en ny spidskandidat. Mortensen er løsgænger og efter brud med to partier, bliver han næppe optaget i et tredje! Han trives nok også bedst med at være sin egen. Og han ved også af egen erfaring, at det er svært at blive valgt som løsgænger. Nu tager han fire år som løsgænger. Nye Borgerlige i Skive sidder tilbage uden de fordele et byrådsmedlem ville have givet partiet. Fuglen er fløjet ...

O.D.

Indlæser debat