Friskole har eksisteret i 10 år: Årgang 0 flyver nu fra reden

To elever og en nyslået skoleleder gør status efter de første 10 år med friskole i Ejsing

Udgivet:26. juni 2022, 20.43

Læsetid:4 minutter

Da starten gik for Ejsing Friskole i 2012, var både Toke Ennistein Rasmussen og Cecilie Byskov Jensen blandt de elever, der blev indskrevet i 0. klasse. Skoleleder Anja Lykke Bøge var dengang lærer på skolen og nåede også seks sæsoner som klasselærer for Cecilie og Toke. Foto: Henrik Bagge

Henrik Bagge
Lokalredaktør| heb@fjendsfolkeblad.dk

SKOLE Det er med vemod, men også med almindeligt mod på tilværelsen, at Cecilie Byskov Jensen og Toke Ennistein Rasmussen, begge 15 år, nu forlader Ejsing Friskole, der gennem 10 år har udgjort de faste, trygge rammer for deres skolegang.

De er dermed også del af den første årgang, der har haft det fulde skoleforløb på Ejsing Friskole, der først så dagens lys i 2012, da Holstebro Kommune ville lukke den kommunale skole i byen.

Starten gik med omkring 60 elever i 0.-7. klasse, hvor Toke og Cecilies årgang var en halv snes stykker, der startede i 0. klasse.

Siden kom der flere til, mens nogle tog i realskolen i Vinderup i 7. klasse, og yderligere nogle tog den samme vej i 8. klasse.

Således var de syv elever tilbage, hvoraf tre havde været med siden starten, da 9. klasse onsdag den 15. juni blev afsluttet med eksamen i mundtlig engelsk.

Dermed er det tid til et sceneskifte for Toke Ennistein Rasmussen og Cecilie Byskov Jensen, og de har begge bestemt sig for at tage 10. klasse med.

Toke skal efter sommerferien starte på efterskole i Hobro, mens Cecilie skal på Nøvlingskov Efterskole ved Vildbjerg.

Stor opbakning fra starten

Anja Lykke Bøge er efter en generalforsamling mandag den 20. juni nyslået skoleleder på Ejsing Friskole.

Men hun har inden det været skolelærer i Ejsing i 15 år og har sågar været klasselærer for Toke og Cecilie gennem seks år.

Hun var dermed også med, da den almindelige folkeskole lukkede i juni 2012, og friskolen åbnede dørene i august samme år, og hun husker, at der i starten sev lidt elever, men ikke mange til Vinderup Skole på grund af friskolens egenbetaling.

- Der var generelt stor opbakning. De fleste valgte at beholde deres børn herude, og hurtigt kom der også nye til, siger Anja Lykke Bøge.

Med et værdigrundlag, der bygger på tryghed, faglighed og bevægelse, blev oplandet hurtigt udvidet, og børn fra både Struer, Skive og store dele af Salling har gennem 10 år taget den besværlige vej til skole for at dyrke det nærvær og fællesskab, der ifølge Anja Lykke Bøge kendetegner den lille skole.

Alle kender alle

Og den opfattelse er hun ikke alene med.

Selv om de i sagens natur ikke har noget at sammenligne med, ved Toke og Cecilie godt, hvorfor de valgte at blive på Ejsing Friskole, da nogle af klassekammeraterne søgte ind mod Vinderup Realskole for at gå i 7. eller 8. klasse.

- Det er den tryghed, der er i, at man kender det hele. Man kender alle lærerne og alle eleverne, siger Cecilie Byskov Jensen.

- Det er rart, at vi ikke er så mange. Man kan nok nemt blive overset i nogle større klasser, siger Toke Ennistein Rasmussen, der har været udfordret af ordblindhed og ikke er sikker på, at det problem ville blive håndteret lige så godt på en stor skole.

Og så taler de også begge om det større sammenhold, der er på tværs af årgangene.

- Toke er vel nærmest det, man kan kalde »børnenes ven« herude. Alle de små elsker Toke og hopper og danser rundt om ham og skal helst være på nakken og skuldrene af ham hele tiden, siger Anja Lykke Bøge, og den store dreng samtykker grinende.

De første er også de sidste

Cecilie Byskov Jensen og Toke Ennistein Rasmussen blev de første, der kunne tage 10 årgange med på Ejsing Skole, men de bliver også de sidste.

Overbygningen med 8. og 9. klasse, der blev indført på forsøgsbasis fra skoleåret 2019/20, bliver fra starten af det næste skoleår sløjfet igen.

Mange elever følger nemlig i fodsporene på deres ældre søskende, hvis de er flyttet ind på Vinderup Realskole, og dermed kan man se, at feltet til overbygningen de næste år vil blive for snævert til at vedligeholde den.

Samtidig afskaffer man faktisk også 7. klasse på Ejsing Friskole, da det er den årgang, der på Vinderup Realskole samler alle eleverne fra de øvrige oplandsskoler, og så har også børnene fra Ejsing Friskole bedst af at være med fra starten af de nye klasser der, vurderer man.

Ild i håret

Men overbygningen var et eksperiment, der skulle afprøves, og uanset hvad, er skolen inde i en god gænge med 96 elever i det netop afsluttede skoleår.

Med beskæringen i klassetrinene kommer man stadig til at have 65 elever, så et fint snit på omkring 10 elever per årgang fastholdes.

Cecilie og Toke er under alle omstændigheder glade for, at de fik muligheden for at tage 9. klasse med på hjemmebane, og her på falderebet myldrer minderne frem.

Der var alle lejrturene med alle skolens forskellige lærere.

Der var også alle insekterne og svampene, der i natur og teknologi i stor stil blev slæbt med ind på skolen, der ligger tæt på både skov og strand.

Og så var der fysiklæreren, der kom til at sætte ild til sit eget hår.

Nu fortsætter ungdomslivet et nyt sted, men Cecilie og Toke er fortrøstningsfulde med den ballast, de har med fra 10 år på Ejsing Friskole.

- Og jeg er sikker på, at de kommer her forbi og siger hej, når de kommer hjem fra efterskolen på forlænget weekend, siger Anja Lykke Bøge halvt spørgende og får et bekræftende nik fra sine to elever.

- Det er nemlig det her nære miljø, der tiltaler os alle. Hvis for eksempel et forældrepar skal skilles, ved vi godt, at der skal tages lidt ekstra hensyn til barnet, for vi kender familierne, vi kender børnene, og vi har kendt deres større søskende. Så på den måde er det meget tæt, og det er derfor, vi gerne vil være her. Både lærere og elever.

Den sidste uge af skoleåret 2021/22 på Ejsing Friskole har generelt været præget af feriestemning og for Cecilie Byskov Jensen og Toke Ennistein Rasmussen også lidt af nostalgi, da de nu forlader de trygge rammer for at drage på efterskole. Anja Bøge Lykke (tv) er til gengæld i ugens løb blevet ny skoleleder på Ejsing Friskole, efter også at have været konstitueret som sådan siden februar. Foto: Henrik Bagge

Indlæser debat