Hvordan kan regeringen se sig selv i øjnene?

Af Ole Pedersen Kirke Alle 46 7800 Skive

SUNDHED Regeringen ynder at fortælle, at der næsten ikke er nogen grænser for, hvor stort »rådighedsbeløbet« er. Altså det beløb, som regeringen frit kan råde over, uden at statsregnskabet viser et underskud.

Bl.a. derfor vil den samme regering nu give skattelettelser i toppen og/eller i bunden for at befolkningen skal klappe i deres små hænder og genvælge regeringen, når den tid kommer.

Var det ikke tifold bedre, hvis regeringen brugte et stort beløb til en stærk tiltrængt forbedring af sundhedssystemet, så syge mennesker kan behandles langt, langt hurtigere end i dag? Det er fuldstændig umenneskeligt, at mange skal leve i et smertehelvede i månedsvis – ja, undertiden i årevis – inden de kan behandles. Og er det rimeligt, at psykisk syge ligeledes skal vente i årevis på en nødvendig behandling? Nej, det er det selvfølgelig ikke! Økonomisk er det i øvrigt heller ikke forsvarligt.

Vi ved jo, at langt de fleste højtlønnede har en sygeforsikring, så de er sikret en hurtig behandling på et privatsygehus, hvorfor de måske foretrækker skattelettelser frem for en forbedring af hele sundhedssystemet. Men hvad med alle de lavere lønnede og pensionister, der ikke har råd til en sundhedsforsikring, skal de virkelig lades i stikken? Hvor er Socialdemokratiet henne i dette valg? Det Socialdemokrati, der hidtil ifølge dem selv altid har stået som garant for de mindrebemidledes rettigheder? Tænk over det alle jer, der i dag svigtes voldsomt af dette parti.

Regeringen påstår ganske vist (korrekt), at det er regionerne, der har ansvaret for langt den største del af sundhedsvæsenet. Men husk samtidig på, at det i sidste ende er et folketingsflertal, der bestemmer hvor mange penge regionerne har til rådighed, og at regeringen p.t. udgør et folketingsflertal. Så i sidste ende er det regeringen, der bestemmer.

Samtidig bestemmer regeringen, hvor mange penge kommunerne har at gøre godt med, idet kommunernes ret skatteudskrivning i praksis er sat ud af spillet. Så når kommunerne p.t. føler sig tvunget til f.eks. at forringe hjælp til syge (og pensionister), er det ikke kun kommunernes skyld, det er også regeringens skyld.

Hidtil har jeg aldrig kunnet forestille mig at stemme på et uansvarligt parti som Enhedslisten, der langt hen ad vejen endvidere har grobund i kommunismen. Men fortsætter den nuværende regering med dens umenneskelige politik på sundhedsområdet, vil jeg stærkt overveje det ved næste valg.