Leder: Søren Pape snublede i Hjort-sagen

Udgivet:21. maj 2022, 05.34

Læsetid:3 minutter

Søren Pape Poulsen må ønske, at man kunne holde mund med tilbagevirkende kraft. Men det lader sig ikke gøre, og derfor står den konservative leder svækket tilbage i det dilemmafyldte forløb om eventuel sag mod tidligere finans-og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Sagen er foreløbig endt med, at et flertal i Folketinget ikke vil følge Rigsadvokatens og regeringens anbefaling om at ophæve Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet for at bringe ham for retten i sagen om muligt læk af statshemmeligheder på et niveau, hvor der kan køres sag om landsforræderi.

Partilederne fik fortrolig orientering, men et flertal - borgerlige partier og Enhedslisten - ville ikke være med til at rejse sag og ophæve Claus Hjorts immunitet, når man ikke ved, hvad han i givet fald skal tiltales for. Og omvendt mener anklagemyndigheden ikke, at man netop i en sag om mulig læk af statshemmeligheder kan fortælle åbent til hele Folketinget, hvad det handler om.

Samtidig føler især Claus Hjort Frederiksen og Venstre, at regeringen har været ude i et politisk angreb mod en tidligere V-minister. Og så er er det hele spørgsmålet om, hvorvidt Claus Hjort Frederiksen blot har sagt og bekræftet, hvad andre har sagt om et tæt dansk-amerikansk kabel-aflytningssamarbejde.

Der er således mange komponenter i sagen, og Søren Pape Poulsens problem blev så, at han i første omgang - efter orientering hos justitsministeren - signalerede, at han var klart positiv over for at ophæve Hjorts parlamentariske immunitet, så sagen kunne køre.

- Man må i hvert fald sige, at hvis vi får et Folketing, der mener, at jo mere hemmelige oplysninger, man har tilgængelige, så kan man blive fredet af sine kolleger i Folketinget, så synes jeg, vi har et stort problem. Så skrider retsstaten, lød det fra Søren Pape over for Politiken.

Søren Pape var første partileder, der blev orienteret, og da de øvrige borgerlige partier - og Enhedslisten - efterfølgende meddelte, at de ikke ville være med til at ophæve Claus Hjorts politiske immunitet, steg presset pludselig på Pape.

Skulle han fastholde sin grundholdning og være med til at ramme en markant Venstre-politiker og skabe borgerlig splittelse - eller skulle han efter møde i den konservative folketinggruppe vælge at tilslutte sig de øvrige borgerlige partier og gå imod en sag mod Hjort.

Som opvarmning havde borgerlige politikere fra andre partier sagt negative ord om Pape og hans mulige bidrag til borgerlig splittelse. Det endte torsdag med, at Søren Pape »efter en lang og svær overvejelse« meddelte, at de konservative freder Claus Hjort, der dermed ikke kan retsforfølges.

Da det var en svær sag for alle partier, skulle Søren Pape selvfølgelig ikke sagt sin mening straks efter den personlige orientering i Justitsministeriet. Og udover selve sagen, er der selvfølgelig også politiske hensyn.

Søren Pape vil gerne være statsministerkandidat, og så kan han ikke være helt ligeglad med, hvad de øvrige borgerlige partier mener om denne sag. Samtidig kommer han nu til at virke noget flyvsk, når han ændrer mening på få dage. Det er ikke hvad, der forventes af en statsministerkandidat.

Jakob Ellemann-Jensen er Venstres statsministerkandidat. Det forventes stadig, at Søren Pape på et tidspunkt melder sig som konservativ statsministerkandidat, men efter en dårlig håndtering af Hjort-sagen vil Pape formentlig vente lidt med at melde ud, at han efter næste valg går efter statsministerposten.

Søren Pape skal lære af forløbet. Hovsa-politik går ikke for en politiker med statsminister-ambitioner.

O.D.

Indlæser debat