Rekordmange blev smittet med legionærsygdom i Danmark i 2020

7. maj 2021, 15.50

Der blev påvist 278 tilfælde med legionærsygdom i Danmark i 2020.

Heraf blev 263 smittet i Danmark. Det er det højeste antal, der er blevet smittet herhjemme, nogensinde, oplyser Statens Serum Institut (SSI) på sin hjemmeside.

- Stigningen i antal smittede i Danmark kan hænge sammen med en højere testaktivitet i 2020.

- Den kan skyldes, at mange indlagte patienter med mistænkt covid-19 også er blevet undersøgt for legionellainfektion, siger fagchef Søren Anker Uldum fra SSI.

Legionærsygdom er en lungebetændelse, der forårsages af bakterien legionella pneumophila.

Flest af tilfældene i 2020 blev påvist hos mænd. 165 mænd fik påvist sygdommen, mens den blev fundet 113 gange hos kvinder.

I 2020 fik 15 personer påvist sygdommen ved rejser til udlandet. Det svarer til godt fem procent af tilfældene. Normalt ligger niveauet på 20-25 procent af tilfældene.

- Som følge af de omfattende rejserestriktioner i 2020 på grund af covid-19-pandemien har der været meget begrænset rejseaktivitet.

- Det er sandsynligvis årsag til de få rejseassocierede legionellatilfælde i 2020, siger Søren Anker Uldum.

39 af patienterne med sygdommen i 2020 døde inden for 30 dage, efter at sygdommen var brudt ud, eller de var blevet indlagt. Det giver en dødelighed på 14 procent.

Legionærsygdom kan behandles med antibiotika, men har alligevel en dødelighed på 5-15 procent, fordi den oftest rammer ældre og andre med nedsat immunforsvar.

Legionellabakterier trives bedst i lunkent og stillestående vand. Smitten kan ske ved, at man indånder forstøvet vand, der er forurenet med bakterien.

Brusebadning antages at være den hyppigste smittevej herhjemme.

I Danmark er der siden 2017 påvist mellem 200 og 300 sygdomstilfælde om året.

Det er en kraftig stigning i forhold til tidligere år. Ifølge SSI er der foreløbig ikke nogen enkel forklaring på det.

Men forbedret overvågning og øget diagnostisk aktivitet giver en del af forklaringen. I Europa og USA ses tilsvarende stigninger i antal registrerede tilfælde, oplyser SSI.

/ritzau/