112

Opdateret: Rute 34 ryddet efter lastbil-ulykke

To lastbiler er kørt sammen. Herningvej er nu åben igen

Udgivet:27. maj 2022, 07.51

Læsetid:1 minut

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Søren Bjørndal
| sb@skivefolkeblad.dk

RETTELSE I den første udgave af denne artikel fremgik det, at gylle-transporten kom fra Hjelmvej og kørte ud i den anden lastbil. Gylletransporten kørte imidlertid på Herningvej, hvor den blev påkørt af den krydsende lastbil.

Der er fredag morgen sket en trafikulykke på Rute 34. Ulykken fandt sted på Herningvej ved Hørkamdam, og politiet blev alarmeret klokken 6.19.

Vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Bøje Hansen, oplyser, at to lastbiler er kørt sammen.

- Der kom en lastbil kørende på Hjelmvej i retning fra Sevel mod Mogenstrup, og da den skulle krydse Herningvej, er det vores formodning, at chaufføren ikke har overholdt sin ubetingede vigepligt og er kørt ind i en gyllevogn, der kom kørende på Herningvej, siger Anders Bøje Hansen.

Efterfølgende er begge lastbilchauffører kørt på hospitalet, men de er angiveligt sluppet meget heldigt fra ulykken.

- Vores chauffør, der er i slutningen af 30´erne, er sluppet utrolig billigt med nogle knubs, men han er selvfølgelig noget chokeret. Den anden chauffør er vist også sluppet uden store skader, siger Søren Børsting, der er medejer af Martin Børsting Maskinstation A/S.

Ved sammenstødet skete der også materiel skade. Derfor var Herningvej i næsten fire timer spærret i begge retninger.

- Gylletransporten holdt halvvejs nede i grøften. Den skulle tømmes, før vi kunne få den fjernet. Ligeledes skulle den anden lastbil fjernes, da den var knækket sammen, oplyste vagtchefen fredag formiddag.

Herningvej blev åbnet for trafik igen omkring klokken 10.