Mere frihed og flere muligheder i landdistrikterne

24. november 2021, 10.29

Kristian Pihl Lorentzen.

BOSÆTNING Det skal være attraktivt at bo i alle dele af Danmark.

Også i de landdistrikter, som desværre ofte halter efter de store byer når det gælder bosætning, jobskabelse og vækst.

For Venstre er det afgørende, at vores landdistrikter får mere frihed og flere muligheder.

Derfor har Venstres finanslovsprioriteter for 2022 fokus på landdistrikterne med en række konkrete forslag. Bedre vilkår for førstegangskøbere af helårsbolig, hurtigere internet i landdistrikterne og bedre taxidækning giver flere muligheder.

Turismen i landdistrikterne har et stort potentiale.

Derfor skal det være mere attraktivt at udleje et sommerhus. Og til stor gavn for vores skønne øer skal det fremover koste det samme at rejse 1 km til søs som at rejse 1 km på landevejen.

Venstre vil ikke se passivt på en udvikling, hvor borgere og virksomheder flytter fra landdistrikterne, fordi mulighederne er for få og små. Vi vil sikre et sammenhængende Danmark i bedre balance. Det er også en ledetråd i Venstres politik for trafikale investeringer.

Der skal være mere frihed og flere muligheder i landdistrikterne og dermed bedre balance mellem land og by.

Indlæser debat