Vi skal handle for en grøn fremtid

Udgivet:25. marts 2023, 05.00

Læsetid:2 minutter

Mogens Jensen.

Af Mogens Jensen medlem af Folketinget og næstformand for Socialdemokratiet

2 måneder siden

KLIMA FN’s klimarapport, der for nyligt blev fremlagt, er foruroligende læsning. Budskabet var klart: Hvis ikke vi får reduceret vores Co2-udledning hurtigt, ser vi ind i enorme klimamæssige konsekvenser, der vil kunne mærkes af os alle.

Derfor er der heller ingen tvivl om, at en af vores absolut vigtigste prioriteter må være at komme i mål med den grønne omstilling. Heldigvis er vi allerede kommet langt. Og gode ting er i vente. Vi har allerede aftalt CO2-reduktioner, der bringer os tæt på vores ambitiøse mål om 70 pct. reduktion i 2030. Inden længe går vi i gang med vigtige forhandlinger om udbud af 9 GW havvind. Og så kommer vi selvfølgelig ikke uden om, at vi snart skal til at kigge på, hvordan vi får indrettet et bæredygtigt landbrug.

Derudover må vi heller ikke glemme alle de lokale indsatser, der bliver gjort på det grønne område. For det her en opgave, vi skal løfte i fællesskab. Derfor har jeg også hænderne i vejret over vores kommunes klimaplan, der viser Hernings vej mod en klimarobust og klimaneutral kommune senest i år 2050. Ambitioner og konkrete initiativer, som dem vi ser her, gør mig optimistisk.

Og ligesom Herning er en af de kommuner, der går forrest, skal Danmark også fortsætte med at være det grønne foregangsland, som vi er i dag. For selvom vi i Danmark kun står for 0,1 procent af de samlede globale udledninger, så vejer vores stemme tungt i det internationale fællesskab. Hvad vi gør i Danmark betyder noget.

Derfor er det også på tide, at vi for alvor sætter fokus på implementering. Det bliver vores store opgave i den kommende tid. Vindmøller skal op. Elnet skal udbygges. Initiativer skal udrulles. Så selvom FN’s klimarapport er sort læsning, som vi tager meget alvorligt, så øjner jeg en grøn fremtid for Danmark.

Indlæser debat