Aksel blev overophedet: Brand bliver en udfordring for campingferien

Det lokale brandvæsen er foreløbig gået fri af de større naturbrande i det tørre, blæsende vejr

18. juli 2021, 16.18

Brandvæsenet har slukket brande i Skive i nat og i Harre søndag eftermiddag: Foto: Arkiv

BRAND Den tørre søndagsblæst har skabt problemer med naturbrande flere steder i landet.

Ved Klitmøller måtte brandfolkene søndag eftermiddag slås med en plantagebrand. Der var ild i flere hundrede kvadratmeter af Nystrup Klitplantage. Slukningsarbejdet var endnu i gang søndag eftermiddag.

Læs også
Flere dages varme giver brandfare i det meste af landet

At det kan være en langvarig omgang at slukke brande mødte brandvæsenet i Skive også et eksempel på ved midnatstid natten til søndag, da der kom en anmeldelse om en brand ved stationen i Skive.

Det viste sig, at der var gået ild i nogle gamle jernbanesveller. Hvordan den kan være opstået, har indsatsleder Jan Christensen ingen kommentarer til.

Men han kan fortælle, at det tog halvanden til to timer at sørge for, at branden i svellerne ikke kunne blusse op igen.

Læs også
Politiet: Borbjerg Mølle Kro-brand var formentlig påsat

Så lang tid behøvede brandvæsenet ikke at være på stedet i Harre, da en campingvogn søndag eftermiddag antændte noget græs.

- Campingvognen blev overophedet, og akslen bøjede simpelthen ind i hjulet, fortæller Jan Christensen.

Der blev produceret så meget varme, at græsset i vejkanten blev antændt, men med skum fik brandvæsenet hurtigt bugt med ilden, inden den bredte sig til mere end nogle få kvadratmeter.

- Desværre var der nok nogen, som fik ferien ødelagt, for campingvognen måtte hentes af vejhjælp. Den kunne ikke køre derfra, fortæller Jan Christensen.

Læs også
Forsøg på at sætte ild til fugle-voliere og scene: - Det er en alvorlig sag