Drone, helikopter og både: Politiets aktionsstyrke sat ind, da 40-årig bådtyv blev anholdt

17. juni 2021, 12.51

POLITI Det er nu blevet offentliggjort, at den mand, der tidligt torsdag morgen stjal en båd fra Handbjerg Marina, er en 40-årig mand fra Holstebro.

Anmeldelsen kom klokken 06.35, hvor flere personer på havnen havde været vidne til tyveriet og den efterfølgende udsejling. Da politiet ankom lå båden stille et par hundrede meter ude i Limfjorden.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Marinaen blev spærret af, og folk blev bedt om at holde sig væk, så politiet havde plads til at arbejde. Da man ikke havde viden om gerningsmanden eller hans motiver for bådtyveriet, valgte politiet at gå forsigtigt til værks, og af sikkerhedsmæssige hensyn blev der tilkaldt en ambulance og forsvarets helikopter. Der var dog ikke på noget tidspunkt tale om, at situationen var til fare for de øvrige personer på havnen.

Læs også
Politiet ombord på stjålet båd: Sovende bådtyv anholdt

I samarbejde med aktionsstyrken, der er politiets specialstyrke med blandt andet ekspertise i aktioner til søs, valgte politiet efterfølgende at sejle ud til båden, som havde ligget stille i et par timer.

Ombord på båden fandt politiet den 40-årige, der lå og sov i kabinen. Han blev anholdt uden større dramatik, og han er sigtet for overtrædelse af søloven og brugstyveri. Det er nu op til Anklagemyndigheden at vurdere, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.

Politiet kender stadig ikke motivet til mandens tyveri af båden.