Krig skaber ikke retfærdighed

29. september 2014, 12.12

Krig skaber ikke retfærdighed - blot en anden form for uretfærdighed.

Fredag har mit parti, SF, sagt ja til militær indgriben i Irak uden FN-mandat og dermed i strid med vores principprogram. For en uge siden forelagde jeg min formand, Pia Olsen Dyhr, nedenstående synspunkter, som hun desværre ikke havde stor forståelse for.

Jeg melder mig ikke ud, fordi jeg er uenig i SF’s beslutning i denne sag, men jeg vil arbejde for, og opfordre alle andre både i mit parti og i andre partier at arbejde for, at Danmark ikke skal fortsætte som krigsførende nation rundt omkring i verden. Giv jeres synspunkt til kende.

Her er, hvad jeg sagde til Pia i sidste uge:

Vi snakker meget om hvordan vi kan markere os indenrigspolitisk, men samtidig synes jeg at vi i SF er på vej til, rent udenrigspolitisk, at vise os stuerene, ved at svigte fundamentale grundholdninger.

Vi taler ikke længere om ud af Nato, ikke om Danmark som et neutralt land, ikke om fredsbevarende styrker eller afviser indgriben militært uden for landets grænser, og var endda på nippet til at acceptere det uden klart FN mandat.

Lige nu siger vi ja til militær hjælp i Irak mod Islamisk stat. Jeg synes det er problematisk. Ikke fordi jeg på nogen måde kan acceptere det Islamisk stat står for. Det tror jeg, at jeg afskyr lige så meget som dem, der vil militær indgriben, men fordi jeg tror, vi ikke gavner situationen med vores hjælp. Den er i bedste fald ligegyldig. Men vi skal handle anderledes, dels fordi vi kan gøre bedre, og dels fordi vi ikke altid ved reelt om vi hjælper de rette.

Må jeg erindre om at USA i 80erne sendte våben til Saddam Hussein for at han skulle gå i krig med Iran. Sidste søndag talte man seriøst om alliance med Iran om bekæmpelse af Islamisk Stat i Irak, og den danske udenrigsminister var i Teheran i den anledning.

Så sent som sidste forår talte SF seriøst for at støtte de syriske oprørere med våbenhjælp mod Assad-styret, nu tales der i korridorerne om at samarbejde med Assad for at stoppe islamisk stat.

Danmark har fulgt USA som et logrende halehæng både under Fogh og under den nuværende regering med militær støtte og som aktiv krigsmagt i Irak, Afghanistan, Libyen, Mali og nu på vej i Irak igen.

Vi gør ingen militær forskel, men jeg tror, at for mange unge muslimer, opfattes Danmarks indgriben, ikke som kampen mod terror, men snarere som kampen mod muslimer. Vi er med til at radikalisere dem.

Krigene kan vi ikke forhindre. De sker hvor stormagterne vil dem, ikke efter retfærdighed, men hvor de vil. Det behøver vi ikke som danskere at medvirke til. Der har aldrig været talt om militær intervention i f.eks. Burma, eller Tyrkiet, hvor kurderne undertrykkes, eller Rusland, hvor tjetjenerne undertrykkes eller i Ægypten hvor en folkevalgt præsident til vestens store tilfredshed er afsat.

Jeg synes vi som SF’ere burde pege på en alternativ vej, opfordre til at træde ud af Nato, blive neutrale, tale højt om nedrustning og afspænding. Tænk om de milliarder, der blev brugt på krig i Afghanistan og Irak, blev brugt på humanitær bistand og udvikling. Hvilket andet billede ville så ikke verden have af Danmark.

Måske kunne vi en dag stå som formidlere, når krigen alligevel ikke giver varige løsninger.

SF har støttet til de svage i palæstinakonflikten, men uden våben, sådan bør vi reagere alle steder.

Lad SF finde tilbage til sin oprindelige udenrigspolitik. Lige nu, synes jeg nærmest at SF gør det, der er nemmest, for at opnå indenrigspolitisk goodwill. Jeg synes det er på tide at vende om.

Venlig hilsen

Amdi Christiansen

bestyrelsesmedlem

i SF-Holstebro

Viborgvej 342

7830 Vinderup