Lokalt

Dagens coronatal: Skive ude af den gode top 10

Det går stadig godt i Skive Kommune. Siden i går er der kun fundet to nye smittede her i området, og det betyder, at incidensen (smittetallet pr. 100.000 indbygger målt over de sidste syv dage) stadig er under bekymringsgrænsen.

Dagens incidenstal er nemlig 17,5, og den sidste uge er der i alt fundet otte smittede i Skive og omegn. I går var de tal henholdsvis 13,1 og seks, så der er altså sket en lille udvikling i den forkerte retning, men endnu ikke noget bekymrende. Dog betyder det, at Skive rykker ud af top ti over de kommuner med færreste smittede.

Anderledes ser det ud på Mors. Her er incidensen endnu en gang over 100. I går var den 94, men i dag er den 103,9. Det betyder samtidig, at der i faktiske tal den seneste uge er fundet 21 smittede i kommunen.

I Viborg er der også sket en lille udvikling i den forkerte retning. I går var incidensen 43,4. I dag er den 52,8. De seneste syv dage er der fundet 51 coronasmittede personer i Viborg Kommune.

Smitten i Holstebro Kommune ligger helt stabilt lavt med en incidens på 6,8 og et faktisk smittetal på fire, hvilket er nøjagtigt det samme som i går. Det betyder samtidig, at Holstebro er i top fem over de kommuner, hvor smittet er lavest. Her er de kun overgået af fire ø-kommuner, der længe ikke har haft et eneste smittetilfælde.

Smittetallene stiger stadig i Skive Kommune. Til gengæld falder de i Holstebro. Foto: Martin Ballund