Gå til hovedindhold
Debat

Danmark skal igen være en grøn stormagt

14-05-2018 KL. 11:49
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

De sidste tre år blev de varmeste år på kloden, vi nogensinde har målt. Hver eneste time fødes knap 15.000 børn verden over - 7 af dem er danske. Hvert minut vokser verdens befolkning med 148 mennesker. Udfordringerne er åbenlyse.

Hvis vi skal aflevere en klode til vores børn og børnebørn, der er bedre end den vi overtog af vores forældre, skal vi handle nu.

Lad os sammen opstille en ny og mere ambitiøs vision for en fremtid baseret på vedvarende energi. Vi har i dag en førerposition. Vi står overfor et valg. Skal vi acceptere stilstand eller skal vi turde gå forrest som dem, der sætter de store visioner?

Socialdemokratiet vil, med vores nye klima- og miljøudspil, sætte barren højt med en række ambitiøse visioner. 500.000 grønne biler i 2030, tre nye havvindmølleparker, 75.000 hektar urørt skov og en fremtid udelukkende på ren energi.

I Midt- og Vestjylland er det ofte nødvendigt, for en familie, at have en bil – i nogle tilfælde to. Det skal, i en travl hverdag, kunne lade sig gøre på en måde, der både kan betale sig økonomisk og i forhold til klimavenlighed.

Herudover skal vi opføre tre nye havvindmølleparker - langt fra land. Skatteborgerne skal i fremtiden ikke finansiere opførelsen, da priserne om 10 år vil være så lave at havvindmøller ikke længere skal modtage støttekroner.

Mange dyr og planter er i fare for at uddø. For lidt sammenhængende og vild natur er nogle af årsagerne. Der er behov for at gøre en indsats for vores natur, så vi også i fremtiden vil have et rigt dyreliv, mangfoldig natur, rent drikkevand og indånde ren luft. Derfor vil Socialdemokratiet seksdoble Danmarks areal af urørt skov og udlægge 75.000 hektar.

I Midtjylland har vi 22.750 grønne jobs, hvor der bliver produceret vindmøller, termostater og pumper der hver dag gør verden en lille smule grønnere. Det er godt – men vi skal ikke stille os tilfredse. Vi skal udvikle og gøre os umage, for at beholde den grønne førerposition. Den, der har evnen, har pligten.

Vi har i Socialdemokratiet fremsat nogle helt konkrete initiativer til at opfylde og nå vores mål i fremtiden. For vores egen skyld – og for vores børn og børnebørns skyld.

Mogens Jensen,

valgt i Herning,

Vestjyllands Storkreds

for Socialdemokratiet,

Christiansborg,

1242 København K

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland