Gå til hovedindhold
Debat

Dansk Blindesamfund 50 år

26-03-2020 KL. 10:04
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Nej, det er ikke helt rigtigt. Landsforeningen blev stiftet 8. juni 1911, men vores lokale kreds blev skabt 1. april 1970 og er derfor 50 år første april i år. Det skulle vi naturligvis have fejret men måtte - som andre - på grund af coronapandemien aflyse jubilæumsmiddagen, hvor vi ellers havde glædet os til at se medlemmer, deres ledsagere og samarbejdsparter til en god fest.

Som nævnt blev kredsen dannet 1. april 1970 i forbindelse med de nye kommuner og amter. Kredsen omfattede da det nye Viborg amt. Med amternes nedlæggelse og skabelse af regioner og nye store kommuner, blev Thy-Mors en selvstændig kreds, og vi omfatter i dag Viborg og Skive kommuner.

Vores opgaver var og er stadig at tilbyde aktiviteter til medlemmerne, at fortælle om livsvilkårene for blinde og svagsynede og gennem lokale politiske henvendelser til kommunerne at skabe bedre vilkår for blinde og svagsynede.

Vore tilbud til medlemmerne, som har en synsrest på 33 % eller mindre, er en konsulenttjeneste der ved hjemmebesøg rådgiver og bistår den enkelte og tilbyder kurser på vort kursus- og feriecenter i Fredericia, lige som der fortælles om lokale aktiviteter. Vi mødes de fleste måneder den første mandag i måneden til foredrag, musik, og andre af de aktiviteter, vi kender fra pensionistklubber, hos os heder det blot mødesteder.

Vores information til omverdenen sker bl.a. gennem læserbreve som dette, gennem foredrag, besøg på skoler for blot at nævne nogle af aktiviteterne. Det seneste skud på stammen er besøg hos grupper af konfirmander.

Den politiske indsats sker gennem handicaprådene i kommunerne, gennem samarbejdet i Danske Handicaporganisationer og direkte henvendelse til kommunerne. Det har naturligvis en gang imellem givet anledning til gnister i samarbejdet – f.eks. på hjemmehjælpsområdet, hvor det kommunale tilsyn har måttet udrede trådene for os – men hovedreglen har været et godt samarbejde f.eks. om undervisning, senest med samarbejde om tilgængelighed ved plejecentret Banebo. Med Viborg Amt havde vi et fint samarbejde om anden undervisning og kurser. Kommunikationscentret - CKU - er også en af vore gode samarbejdsparter.

Af resultater af den politiske indsats kan også nævnes kommunernes velvilje til, før lovgivningen krævede det, at lade handicapkørslen omfatte blinde og stærkt svagsynede - synsrest 10 % eller der under - et tilsagn der har været til stor glæde, og Viborg kommunes ledsagerordning for borgere, der får behovet efter de er fyldt 67 år. Skive kommune har af uforståelige grunde indtil videre sagt nej til denne mulighed, men så er der jo noget at arbejde videre for, sådan som der også er for at få genskabt lydavisen i Viborg, der ganske pludselig forsvandt, det er vi ikke særlig tilfredse med.

Der er altså nok at tage fat på og at fejre, selv om ikke alt er lykkedes, kun ærgerligt, at det ikke kan blive på dagen 1. april.

Thorben Koed Thomsen,

Hvedemarken 16,

8800 Viborg

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland