Ritzau Sport

Dansk mester laver stort resultat i forårsklassiker

Mens de mandlige danske cykelryttere sluttede et godt stykke nede ad resultatlisten i sæsonens første brostensklassiker, var der en dansker med helt fremme i kvindernes udgave af Omloop Het Nieuwsblad.

Emma Norsgaard (Movistar) blev kun slået af verdensmester Anna van der Breggen på målstregen i Ninove og hentede med andenpladsen karrierens største internationale resultat.

Van der Breggen kunne heller ikke Norsgaard dog røre. Den 30-årige hollænder drønede alene i mål med en forfølgergruppe halsende efter sig.

Forfølgerne skulle derefter afgøre de sekundære placeringer i en spurt, og her viste Norsgaard de afslutningsevner, der sidste år gjorde hende til dansk mester.

Den 21-årige Movistar-debutant var hurtigst blandt de næstbedste, sikrede sig en plads på podiet og fik dermed en kanondebut for det spanske storhold. Hollænderen Amy Pieters endte som nummer tre.

- Jeg forsøgte at være så rolig og fokuseret, som jeg kunne, eftersom vores plan var at angribe med Annemiek (van Vleuten) eller Leah (Thomas), mens jeg skulle spare benene til spurten og være en plan B, forklarer Norsgaard i en pressemeddelelse fra Movistar.

- Da vi fik at vide over radioen, at jeg var del af en lille førergruppe, var det tid til at vågne og sætte alle kræfter ind på at blive i gruppen frem til spurten.

Hendes gruppe var 23 sekunder efter solovinderen Anna van der Breggen.

- Det er en skam, at vi ikke spurtede om sejren, fordi van der Breggen var ude foran, men resultatet giver os en masse moral, lyder det fra Emma Norsgaard.

/ritzau/

Emma Norsgaard fik en kanondebut for det spanske Movistar-hold.