Gå til hovedindhold
Ritzau Erhverv

Danske Bank-kunder har betalt 400 millioner for meget i gebyrer

24-06-2019 KL. 10:10
Danske Bank vil kompensere 87.000 kunder, der i 2017 og 2018 har betalt for meget i gebyrer på investeringsprodukter. (Arkivfoto)
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

87.000 kunder i Danske Bank har betalt for mange penge for at få investeret deres penge i banken.

Samlet set er kunderne blevet opkrævet omkring 400 millioner kroner for meget i 2017 og 2018.

De vil nu blive kompenseret, og en typisk kunde vil få 1000-2000 kroner ind på kontoen. Det oplyser Danske Bank i en pressemeddelelse.

Der er tale om kunder, som har investeret via produktet Flexinvest Fri.

Det er et produkt, hvor man betaler for, at investeringsfolk i Danske Bank udvælger værdipapirer som aktier eller obligationer med målet om at få pengene til at vokse.

Ifølge Danske Bank blev gebyrerne for produktet sat for højt, i forhold til hvad kunderne kunne forvente at få i afkast af deres penge. Desuden betød det, at produktet for nogle kunder ikke var egnet til dem.

På det tidspunkt hvor banken solgte produktet, forventede den, at kundernes afkast efter gebyrer ville være mindre end renten på nul procent.

Finanstilsynet er ved at undersøge sagen og venter at komme med en afgørelse i sensommeren. Allerede nu kalder direktør Jesper Berg sagen meget alvorlig.

- På baggrund af de foreliggende oplysninger er der tale om en meget alvorlig sag.

- Når borgerne henvender sig i et finansielt institut, skal de kunne have tillid til, at de kun bliver præsenteret for produkter, som er egnede til dem, siger han i en pressemeddelelse.

Danske Bank blev klar over, at gebyrerne var sat for højt, da en ansat henvendte sig til bankens interne kontrolgruppe. Desuden har der været et mindre antal klager fra kunder over de høje gebyrer.

Sagen betyder, at bankdirektør Jesper Nielsen har fået en fyreseddel, fordi han var blandt de ansvarlige for at hæve gebyrerne.

Danske Banks administrerende direktør, Chris Vogelzang, der har haft posten siden 1. juni, erkender, at banken ikke har leveret som forventet i sagen.

- I den konkrete sag har vi som følge af forkerte ledelsesmæssige beslutninger ikke levet op til dette, og det undskylder vi.

- Alle berørte kunder vil naturligvis blive godtgjort, ligesom vi tager alle de nødvendige tiltag for at undgå, at noget lignende kan ske igen i fremtiden, siger Chris Vogelzang i en pressemeddelelse.

Gebyrerne blev hævet i forbindelse med et nyt regelsæt kaldet Mifid II, som ændrede reglerne for finanssektoren i EU. Reglerne trådte i kraft i starten af 2018.

Danske Bank vil tage kontakt til de berørte kunder, der vil få penge ind på kontiene hurtigst muligt og allersenest ved årets udgang.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland