Gå til hovedindhold
Ritzau Erhverv

Danske Bank lover kompensation til kunder berørt af instruks

26-10-2020 KL. 16:25
Danske Bank oplyser, at sagen udløber af en sag om fejlbehæftet gældsinddrivelse, som banken "gennem længere tid har været i gang med at undersøge og rette op på". (Arkivfoto).
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Danske Bank beklager, at den i en årrække har instrueret sine medarbejdere i at lade bankens egen ejendomsmæglerkæde, Home, kræve overpris fra bankens mest sårbare kunder.

Banken lover samtidig, at berørte kunder vil blive kompenseret, hvis de har betalt for meget.

- Det er naturligvis helt uacceptabelt, at der har været en sådan instruks.

- Vi er ved at undersøge, om den rent faktisk har ført til, at kunder har betalt for meget. Og hvis det er tilfældet, vil vi naturligvis sørge for, at de bliver kompenseret, siger Thomas Mitchell, Danske Banks chef for privatkunder i Danmark, i en meddelelse.

Det er TV2 og Berlingske, som har afdækket bankens instruks på baggrund af interne dokumenter.

Instruksen drejer sig om de kunder i inkassoafdelingen, der er gået med til at sælge deres hus eller lejlighed for at indfri en del af deres gæld.

I de tilfælde har Danske Bank instrueret medarbejderne i at opfordre kunderne til at sælge gennem bankens egen ejendomsmægler, Home.

Hvis kunderne er gået med til at sælge gennem Home, har instruksen til Danske Banks medarbejdere i inkassoafdelingen været, at Home gerne måtte kræve et højere salær hos Danske Bank-kunden, end hvis kunden havde valgt en hvilken som helst anden mægler på markedet.

På grund af bankens rådgivning kan kunderne derfor være endt med en endnu højere gæld til banken efter at have solgt gennem bankens ejendomsmægler.

De pågældende bolighandler omfatter den type handler, hvor salget af boligen ikke indfrir hele bankkundens gæld.

Danske Bank oplyser, at sagen udløber af en sag om fejlbehæftet gældsinddrivelse, som banken "gennem længere tid har været i gang med at undersøge og rette op på".

Den oplyser videre, at instruksen blev ændret i juli 2019, og at undersøgelser, som fortsat er i gang, peger på, at Home ikke kendte til instruksen.

En del af undersøgelsen går også på at finde ud af, om der er kunder, som har betalt for meget. Og de vil altså i givet fald blive kompenseret.

Søndag afviste Danske Bank, at instruksen har haft konsekvenser for kunderne.

Et internt notat fra Danske Bank fra januar i år peger på, at forskelsbehandlingen kan have stået på siden 1992.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland