Ritzau Sport

Danske curlingkvinder henter tredje sejr ved VM

Det danske kvindelandshold i curling har natten til onsdag dansk tid hentet sin tredje sejr ved VM i Canada.

I en tæt kamp blev Tyskland besejret med 7-6.

De to hold skiftedes til at tage teten. Før tiende og sidste ende var Danmark foran 7-5, og det viste sig at være nok, da Tyskland kun formåede at pynte på resultatet med et enkelt point.

Danmark er nu på en syvendeplads i den samlede stilling efter syv kampe.

14 nationer deltager ved VM, hvor alle spiller mod alle i grundspillet.

De seks bedste hold går videre i turneringen og kvalificerer sig også direkte til næste års vinter-OL i Beijing.

Kina indtager aktuelt den eftertragtede sjetteplads foran Danmark i kraft af fire sejre og tre nederlag.

Kinas seneste kamp var mod Rusland, der vandt 8-4. Rusland er ene om at have vundet samtlige sine kampe ved VM, der afvikles i Calgary.

Det danske hold består foruden skipper Madeleine Dupont af Denise Dupont, Lina Knudsen, Mathilde Halse og reserven My Larsen.

/ritzau/