Gå til hovedindhold
Lokalt

Danske Lejere: "Udlejer fra Christiansgade er en sølle eksistens"

06-12-2017 KL. 19:34
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Hos foreningen Danske Lejere kender man udmærket til virksomheden WA-Byg, der ejer bygningen i Christiansgade 3. Udlejeren, som nu er blevet bremset en smule af Skive Kommune, er en hyppig genganger i deres sagsarkiv.

- De har heldigvis ikke så mange ejendomme mere, for der er problemer med WA-Byg. Set med vores øjne er WA-byg en sølle eksistens af en udlejer, siger driftsleder hos Danske Lejere i Skive, Jørgen Dyrholm Jensen, til Skive Folkeblad.

- WA-byg er en udlejer, der er kørt fuldstænding i sænk.

Stuelejligheden i Christiansgade 3 blev for nylig kondemneret af kommunen. Det betyder, at WA-BYG skal udbedre de massive svampeskader i lejligheden, før den må udlejes igen. Alternativt skal de rive bygningen ned.

Og det sender et stærkt signal til andre dårlige udlejere i kommunen, mener Jørgen Dyrholm Jensen.

 - Det er en god sag, for den eksponerer et typisk problem med dårlige udlejere, som udlejer skimmelramte lejligheder. Sagen kan være med til at forebygge lignende sager i fremtiden, for den sender et signal til hele markedet om, at kommunen tør handle og kondemnere, siger han.

Et Sminket lig
Tidligere lejere har fortalt, hvordan de blev forblændet af en billig husleje, en central beliggenhed og en hurtig overtagelse af lejligheden i Christiansgade. I flere tilfælde var lejligheden nymalet ved overtagelse, men det viste sig hurtigt for lejerne, at de var flyttet ind i et sminket lig.

Og ifølge Jørgen Dyrholm Jensen, er det et typisk mønster.

- Lejerne er ofte i livssituationer, hvor de ikke har tid til at vente på at blive henvist til en lejlighed fra et alment boligselskab. Det kan være på grund af en skilsmisse eller at et ungt menneske er blevet uvenner med sine forældre, og bare gerne vil flytte hjemmefra med det samme. Og når det er akut, er man sjældent kritisk, siger han.

- Det vi ser i de her tilfælde er, at udlejerne typisk plukker lejerne, når de bor der kortvarigt, fordi de tager deres depositum. Så for udlejerne kan det faktisk være en god forretningsmodel at have folk til at bo der kortvarigt.

Derfor håber, Jørgen Dyrholm Jensen også, at Skive Kommune vil fortsætte den hårde linje overfor udlejerne, så flere af de dårligste lejemål kan blive kondemneret. Han er ikke nervøs for, at flere kondemneringer vil betyde, at der kommer boligmangel i Skive.

 - Hvis man har tid til at vente, så er der boliger at få i Skive, det handler bare om, at lejerne ikke skal have for travlt.

Skive Folkeblad har forsøgt, at få en kommentar fra WA-Byg, men Finn Weirsøe fra WA-Byg ønsker ikke at udtale sig til avisen.

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland