Erhverv

Skive-virksomhed fortsætter opkøbs-bølge: Overtager schweizisk virksomhed

Dantherm Gruppen har netop overtaget virksomheden AirCenter, som med 30 ansatte er en af de førende leverandører af produkter indenfor affugtning og aircondition i Schweiz.

Dermed fortsætter Dantherm den vækststrategi, som skal styrke Dantherms markedsandele på det europæiske marked. Aircenter skriver sig ind som den foreløbig sidste i en lang række af europæiske virksomheder, Dantherm Gruppen har overtaget.

- Købet af AirCenter er endnu et delmål i Dantherms vækststrategi efter opkøbene af Calorex Heat Pumps Ltd. i Storbritannien, Schönmann AG i Schweiz, Master Climate Solutions Group (MCS) i Italien, Polen, Rusland, Spanien og Kina, Water Surveillance i Danmark, Aerial i Tyskland, Sovelor i Frankrig, Futurclima i Italien, Termigo i Spanien samt SET Energietechnik og Heylo i Tyskland, oplyser Dantherm Gruppen i en pressemeddelelse om overtagelsen af den schweiziske virksomhed.

De 30 medarbejdere hos Aircenter arbejder inden for salg, service og logistik. Virksomheden hører hjemme i byen Baden

- AirCenter har en stærk markedsposition og en meget bred kundebase, og med opkøbet udbygger vi vores salgskanaler. Schweiz er et vigtigt marked for os, og vi ser med købet af AirCenter store muligheder for en styrket markedstilstedeværelse i Schweiz, siger Bjarke Brøns, CEO i Dantherm Gruppen, om købet af virksomheden.

Aircenters administrerende direktør Patrick Bircher forventer, at købet vil give Aircenter bedre muligheder for at vokse indenfor eksisterende og nye forretningsområder.

Dantherm leverer produkter og klimaløsninger til en række industrier inden for varme, tørring, køling og ventilation. I 2016 blev Dantherm Gruppen købt af Procuritas Capital Investors.

Dantherm A/S har hovedsæde på Marienlystvej i Skive.

tj

Arkivfoto: Casper Jacobsen