
Frits Olav Munk skriver om slankemedicin. Arkivfoto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
1 måned siden
MEDICIN OG LIVSSTIL I den senere tid har medierne omtalt et nyt slankemiddel, der nogle steder - bl. a. i Berlingske - kritikløst bliver beskrevet som en banebrydende revolution.
De fleste sager har som regel mindst to sider, og min oplevelse af denne medicin er da også en helt anden. Mit forløb begyndte med et hjertetilfælde i 2019. Inden hjemsendelse fra sygehuset bad jeg om at tale med en kostvejleder.
Jeg havde en vel begrundet mistanke om, at miseren hang sammen med min daværende vægt. En glubende livsappetit (nogle vil nok sige; en hæmningsløs grådighed) havde akkumuleret i alt 120 kg. Vi kender alle de almindelige kostråd; men det er en helt anden oplevelse at tale med en professionel, der tager hensyn til klientens individuelle muligheder og karakteristika.
Kostvejlederen gav mig nogle enkle og overkommelige råd, der ikke betød nogen voldsomme ændringer, men som i løbet af et halvt års tid resulterede i en reduktion på 15 kg, altså ned til 105. Det gik forbavsende let, nærmest selvfølgeligt og ubemærket, hvor vægtens nål sagte bevægede sig nedad, som en naturlov. Herefter blev det imidlertid vanskeligt. Vægten stod bomstille, uanset hvad jeg gjorde.
Nye strategier blev afprøvet, forgæves. Tiden gik. Verden blev ramt af en pandemi, alle slags restriktioner blev indført, en uansvarlig og uduelig regering begik det ene overgreb efter det andet - og min vægt stod fortsat stille.
I mellemtiden havde jeg fået en lokal kostvejleder, der måtte minde mig om, at »du HAR altså tabt 15 kg OG holdt vægten; det er der langt fra alle, der kan«. Men der kom flere små advarsler, der éntydigt gik i samme retning - det vil være uhyre fornuftigt at tabe noget mere. 15 kg yderligere, ned til 90, var mit ønske.
Og da foreslog min læge dette vidundermiddel. Et mæthedshormon. Ozempic fra Novo Nordisk, indholdsstof semaglutid. Påbegyndt maj 2022. Tre niveauer, med langsom optrapning. Overalt blev det omtalt positivt. Nærmest en sikker garanti for vægttab. Virkeligheden blev en helt anden. Bivirkningerne kom hurtigt, mens vægten forblev den samme.
En aften har jeg gjort et måltid klar, der engang ville have været en nydelse. Jeg sidder og stirrer på det og tænker; gad vide, om jeg kan få det skidt ned uden at kaste op? Hvor ville det dog være meget nemmere at modtage føden intravenøst, så jeg slipper for dette svineri. Er det sådan, livet skal være fremover? Det er blevet en sur pligt at spise. Og det ændrer alligevel intet på vægten.
Som en naturlig følge, indtog jeg flere riskiks og mere yoghurt. Mad uden særlig smag og konsistens, der kan sluges uden at provokere opkastrefleksen alt for meget. Men indeholder flere kalorier, end man lægger mærke til.
I december 2022 kom meddelelsen om det »nye og forbedrede« vidundermiddel. Jeg spurgte på apoteket, om de havde hørt om det. Øh, Nåja. Nu skal du bare se. En brochure fra Novo Nordisk. De har fundet på et nyt navn til deres gamle produkt, Wegovy. Med akkurat det samme indholdsstof, bare i højere koncentration.
Gudfaderbevares. Medierne havde bildt os ind, at der var sket noget nyt. Status: Siden maj 2022 har jeg tabt 3 kg, usikre og ustabile, til en pris af 1000 kr/måned. Oven i de 3000/måned, jeg i forvejen bruger på diverse medicin.
Det »nye« middel koster endnu mere, proportionelt med koncentrationen. Og bivirkningerne vil utvivlsomt blive langt værre. Er det umagen (og prisen) værd? Nej. Jeg er netop stoppet med behandlingen, der var en stor skuffelse. Det må være muligt at komme videre med kostvejlederens hjælp og en mere fornuftig livsstil. Verden vil bedrages, og bliver det lige så længe, der findes kreative slyngler. Jeg finder det usmageligt (bogstaveligt talt), når medierne så villigt lader sig misbruge dertil.
Der er med garanti nogen, der er blevet hjulpet af Ozempic/Wegovy. Patienter reagerer forskelligt på medicin, og nogle undgår de værste bivirkninger. Fint nok for dem. Men det ville klæde Novo Nordisk at fortælle sandheden, frem for at trække en gammel krikke ud af stalden, og præsentere den som en ny og fantastisk væddeløbshest.
Indlæser debat