Politiet ombord på stjålet båd: Sovende bådtyv anholdt

17. juni 2021, 09.18

POLITI OPDATERET Klokken 09.55:

Politiet er nu gået ombord på den stjålne båd, der lå stille 200 meter ude i vandet.

Her har de anholdt bådtyven, der ifølge politiets oplysninger på Twitter lå og sov.

- Den pågældende mand lå og sov i kabinen og er nu blevet anholdt. Han vil blandt andet blive sigtet for overtrædelse af søloven samt for brugstyveri, skriver politiet på Twitter.

Oprindelig tekst:

Midt- og Vestjyllands Politi beder om arbejdsro i forbindelse med en større politiaktion ved Handbjerg Marina.

Vi er torsdag morgen til stede ved Handbjerg Marina nær Struer, hvor vi forsøger at komme i kontakt med føreren af en stjålet båd. Vi beder om arbejdsro fra forbipasserende og gæster på havnen, men ingen grund til bekymring for borgerne. Helikopter på vej, skriver politiet i et tweet.

Læs også
Masser af udrykning: To trafikuheld med en halv times mellemrum

I morges fik politiet en melding om en stjålen båd, og de er nu ved at undersøge, hvad der er sket. Personen kan være sejlet ind i flere ting, men politiet er ikke sikre endnu.

Båden ligger lige nu stille i vandet et par hundrede meter ude fra havnen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Skive Folkeblad.

- Vi arbejder på at få kontakt til båden. Vi er til stede på havnen, men vi har ikke afgjort, hvordan vi skal få kontakt endnu, fortæller en medarbejder fra politiet.

Politiet har ikke fået opklaret, hvem manden er. De ved heller ikke hvorfor båden ligger stille.