112

Politirapporten: Fængsling forlænget og fuld kvinde styrtede på cykel

Heldigvis skete der ikke noget alvorligt med den 41-årige cyklist

Udgivet:24. januar 2023, 09.52

Læsetid:5 minutter

Pauli Vendelbo
Journalist| pv@skivefolkeblad.dk

112

Voldtægtssigtet taxachauffør har fået forlænget sin fængsling

En 46-årig taxachauffør, der før jul blev sigtet og varetægtsfængslet i fire uger for en voldtægt, som ifølge sigtelsen blev begået mod en kunde i en lejlighed i Brårup-Egeris-området Skive den 20. december, har fået forlænget sin varetægtsfængsling frem til den 14. februar.

Det oplyser pressevagten ved Midt- og Vestjyllands Politi. Den 46-årige, der i december kærede varetægtsfængslingen til landsretten, gik frivilligt med til at forlænge fængslingen.

Læs også
<span>Varetægtsfængslet:</span> Taxachauffør hjalp kvinde med at bære varer op - nu er han sigtet for voldtægt <span>Varetægtsfængslet:</span> Taxachauffør hjalp kvinde med at bære varer op - nu er han sigtet for voldtægt
Læs også:
Varetægtsfængslet: Taxachauffør hjalp kvinde med at bære varer op - nu er han sigtet for voldtægt

Fuld kvinde styrtede på cykel og blev kørt på sygehuset

Mandag eftermiddag klokken 17.39 opdagede politiet, at en 25-årig kvinde fra Skive var væltet på sin cykel på Albert Diges Vej i Skive.

- Kvinden var påvirket af alkohol, og hun var meget påvirket efter styrtet. Så hun blev transporteret på sygehuset, så hun kunne blive tjekket for eventuelle skader, siger politikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive.

Påvirket mand på el-løbehjul

Mandag aften klokken 19.10 blev en 33-årig mand fra Skive standset, da han kom kørende på et løbehjul på Englyst i Skive.

- Manden, der kommer fra det område i byen, var påvirket af alkohol, da han kørte på løbehjulet, og derfor er han nu sigtet for det, siger politikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive.

Påvirket mand på el-løbehjul fik tre sigtelser mod sig

En 38-årig mand fra Skive var mandag aften klokken 19.43 både påvirket af alkohol og euforiserende stoffer, da han kom kørende på sit el-løbehjul på Østerbro i Skive.

- Manden havde heller ingen hjelm på, så han endte med at få tre sigtelser mod sig, siger politikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive.

Bil og kabinescooter udsat for hærværk

I perioden fra fredag aften til lørdag morgen blev der udøvet hærværk mod flere køretøjer på Brårupvej.

- En sort audi og en lyserød kabinescooter er begge blevet ridset grundt og grundigt. Både på taget og på siderne, og det er en 35-årig kvinde, der ejer køretøjerne. Umiddelbart har vi ikke noget at gå efter i sagen, siger politikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive.

Sallingbo taget for spirituskørsel

Mandag aften blev en 46-årig mand fra Roslev standset i sin bil, en varevogn, på Hovedgaden i Durup.

- Manden havde drukket for meget alkohol til at måtte køre bil, så han er nu sigtet for spirituskørsel, siger politikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive.

Aluminimumsstolper stjålet fra Skive-virksomhed

Virksomheden A-Sport på Katkjærvej blev mandag aften udsat for et tyveri.

- På videoovervågningen kan vi se, at der klokken 21.24 kommer en kassevogn kørende, og personerne i bilen stjæler i løbet af de næste kvarter 30 aluminimumsstolper, som er 2,2 meter lange. De stod på nogle paller, siger politikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive.

På grund af videoovervågningen har politiet gode spor at arbejde videre med i sagen.

Værdien af de stjålne stolper er endnu ukendt.

Kvindelig bilist havde drukket for meget

Klokken 17.16 søndag eftermiddag blev en 38-årig kvinde fra Holstebro-området standset i en bil på Skolegade i Herrup.

- En alkometertest viste, at kvinden havde drukket for meget alkohol til, at hun måtte køre bil. Derfor er hun nu sigtet for spirituskørsel, siger politikommissær Lilian Jensen fra lokalpolitiet i Holstebro.

Elektronik og en slipsenål stjålet ved indbrud

I weekenden har der været indbrud i en villa på Olgavej i Vinde.

- En rude indtil huset blev knust, og så blev der stjålet en iPad, to computere og en slipsenål. Vi har ikke en endelig opgørelse over, hvilken værdi de stjålne ting har, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Indbrud i kælder og hærværk mod bil

Ukendte gerningsmænd har i tidsrummet fra den 18. januar til den 20. januar skåret en lås op til et kælderrum på en adresse i Asylgade i Skive.

- Fra kælderrummet er der blevet stjålet to flyttekasser og et sæt baglygter til en bil, og de stjålne ting har en samlet værdi af 7000 kroner, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Men inden gerningsmændene forlod stedet, besluttede de sig også for at udøve hærværk.

- En bil blev udsat for hærværk, da der blev sprøjtet på den med spraymaling. Det er en 31-årig mand fra Skive, der ejer bilen, siger Niels Bach.

Bilist overholdt ikke sin vigepligt og påkørte cyklist

En 59-årig mand fra Skive overså sin ubetingede vigepligt, da han torsdag eftermiddag klokken 15.20 kom kørende fra Hjortevej og ville svinge ud på Frisenborgvej.

- Da han ikke holdt tilbage, kørte han ind i en 41-årig mand, der kom cyklende. Heldigvis skete der ikke nogen skade på cyklisten, men den 59-årige bilist bliver nu sigtet for ikke at overholde sin ubetingede vigepligt, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Unge piger stak af fra opholdssted

Lokalpolitiet i Skive fik torsdag aften klokken 18.43 en melding om, at to unge piger var stukket af fra et opholdssted i Salling.

- Der var en formodning om, at pigerne var taget med toget, så vi fik en politipatrulje i Holstebro til at gå ned på stationen i Holstebro for at se, om de ville stige af toget der. Og klokken 20.23 var der bid, da en 13-årig pige og hendes jævnaldrende veninde steg af toget, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Derefter blev de to piger kørt tilbage til opholdsstedet, men klokken 23.52 kom der en ny anmeldelse fra opholdsstedet.

- De samme to piger var gået amok og kastede med ting og sager, og de havde barrikaderet sig på et kontor. Da vi kom derud var den ene pige forsvundet, mens den anden var faldet ned, siger Niels Bach.