Intet personale og ingen flagning på halv stang: Udsyngning var en kold oplevelse på plejecenter

I sidste uge var der intet plejepersonale til stede under en udsyngning på Durup Ældrecenter. Flaget var heller ikke hejst i respekt for den afdøde

24. juni 2021, 11.30

Bodil Tøttrup fra Roslev er langt fra tilfreds med den behandling, som hun og andre fik, da de i sidste uge skulle sige farvel til en god ven. Foto: Pauli Vendelbo

ÆLDREPLEJE Bodil Tøttrup og hendes mand, der bor i Roslev, fik alt andet end en god oplevelse, da de for to uger siden mødte op på Durup Ældrecenter.

I forvejen var anledningen til besøget i den triste afdeling, da en rigtig god ven gennem mange år havde taget sit sidste åndedrag.

Men humøret blev ikke bedre - tværtimod - under det, der skulle have været en varm og mindeværdig bisættelse med udsyngning.

Da jeg kørte derfra var jeg så gal

Bodil Tøttrup

- Sammen med to af hans niecer og bedemanden gik vi ind på hans stue, men der var til min store forundring intet personale til stede på hele afdelingen. Det føltes meget koldt, og det var i den grad mangel på respekt for døden fra plejecentrets side, siger Bodil Tøttrup.

Under besøget ville Bodil Tøttrup spørge personalet om nogle ting, og hun fandt frem til en gruppe af plejepersonalet, der sad samlet i opholdsstuen.

Læs også
»Kold« oplevelse

- Jeg var rystet over at se, at de bare sad samlet der i stedet for at vise respekt for en afdød person, der har boet på plejecentret i halvandet år, siger Bodil Tøttrup.

Den dårlige oplevelse sluttede dog ikke der. For efter at der var bedt fadervor, og de deltagende var på vej af sted igen, bemærkede Bodil Tøttrup, at flaget ude på parkeringspladsen end ikke var hejst.

Og det var flaget i øvrigt heller ikke den dag, beboeren døde.

- Da jeg kørte derfra var jeg så gal. Jeg troede, der ville stå personale på gangen, som var klar til at tage imod os, og jeg regnede da bestemt også med, at de ville flage. Det var slet ikke den måde, vi ønskede at sige farvel til vores ven på, siger Bodil Tøttrup.

Læs også
Politikerne har rystet plejehjemsposen i ny aftale: Se hvad der skal ske med plejecentret i din by
+Abonnement

Forglemmelser og fejl

Det er Vanda Vestergaard, der er leder på Durup Ældrecenter. Hun vil dog ikke udtale sig om, hvorvidt episoden den 8. juni afspejler den normale procedure på ældrecentret. Hun henviser i stedet til Marianne Frost, der er leder af plejeboligenheden i Skive Kommune.

Marianne Frost understreger, at hun ikke kender til den enkelte sag, men at hun går ud fra, at der er tale om forglemmelser eller prioritering.

- Jeg tænker, det må være en fejl, og det beklager vi selvfølgelig. Men jeg ved ikke, hvad der præcist er sket den pågældende dag, for normalt deltager vores personale ved udsyngning i den udstrækning, det kan lade sig gøre. Vi plejer også altid at hejse flaget ved dødsfald og andet, fordi det er vigtigt, at vi siger ordentligt farvel til vores beboere. Så derfor må det med flaget være en forglemmelse, siger Marianne Frost.

Læs også
Partier er enige om aftale: Plejecenter i Skive skal lukkes

Den kommunale leder vil dog ikke lade sagen lande der.

Marianne Frost vil nu følge op, så andre ikke skal få samme triste oplevelse, som Bodil Tøttrup fik det.

- Jeg vil først og fremmest tage en snak med Vanda Vestergaard om, hvad der er sket, og jeg er sikker på, at der er en forklaring på, at et eller andet er kikset, siger Marianne Frost.

Der må gøres noget

Tilbage i Roslev giver Bodil Tøttrup ikke meget for forklaringen fra kommunen.

Hun sidder stadig med en dårlig smag i munden, og hun er også stadig gal, fordi hun ikke kan komme over det.

- Man skal behandle mennesker ordentligt, og det her må bare ikke ske. For mig er det et klart tegn på, at der mangler en synlig leder til at sætte personale og ting i system på Durup Ældrecenter. Og det håber jeg, at der bliver handlet på, inden flere skal opleve samme mangelfulde behandling, siger Bodil Tøttrup.

Ifølge Bodil Tøttrup er det ikke første gang, at der ikke er styr på tingene på Durup Ældrecenter.

- Folk snakker om det, og jeg tænker, at der er nogen, der må tage sig sammen nu. Er det virkelig det, man tilbyder vores ældre i kommunen? Der må gøres noget, fastslår Bodil Tøttrup.

Læs også
Kommunen vil af med tidligere produktionsskole: Nu bliver Marienlyst sat til salg
+Abonnement

Indlæser debat...