Gå til hovedindhold
Lokalt

Debat på sociale medier: »Lad Børnenes Paradis blive, hvor det er«

31-07-2020 KL. 10:31
Empty

Arkivfoto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Nogle »løse drøftelser«, der hidtil har undgået offentlighedens søgelys, da de fandt sted på et lukket temamøde, har fået sindene i kog på Folkebladets Facebook-side.

Det skyldes, at formanden for udvalget for Teknik og Miljø, Jens P. Hedevang (V), Breum, har bekræftet, at de »løse drøftelser« handler om legepladsen Børnenes Paradis i Skives bymidte.

Den kan blive flyttet fra den placering, legepladsen har haft siden 1937.

- Hvis vi vil realisere de planer, der ligger i Big Blue-projektet, kan det blive nødvendigt at flytte Børnenes Paradis. Det kommer ikke på tale at nedlægge det, understregede Jens P. Hedevang i Folkebladet tidligere på ugen.

- Fingrene væk fra denne lille perle! Vi gider ikke jeres luskeri, hvor det bliver benægtet trods rygter! Der må kunne findes en anden løsning for de andre planer, skriver Inger Marie Jensen.

Kommentaren fra kvinden, der flere år efter sin pensionering går under navnet »Pølse-Rie«, har fået 60 såkaldte »likes«, hvor folk erklærer sig enige.

- Børnenes Paradis ligger perfekt, den har tæt forbindelse til parken og museet, et perfekt udflugtsmål for familie, dagplejer, daginstitutioner og skoler ... så det ville da være skørt at ændre på, skriver Elsebeth Johansen.

Dennis Jensen undrer sig også:

- Hvorfor er det, at alt der er bevarelsesværdigt i Skive enten bliver flyttet, rykket ned eller ændret ... Brogården, Børnenes Paradis osv. Der er så meget, der trænger til en renovering i Skive Kommune, så lad da være med at ændre de ting, der fungerer, lyder opfordringen.

Rasmus Hall håber, at der ligger overordnede planer bag de politiske drøftelser:

- Jeg håber, at beslutningen træffes med afsæt i hvad vi byarkitektonisk vil med Skive de næste 20-30 år. Lad os drøfte visionen for byudviklingen og lade det være udgangspunktet for beslutninger omkring Børnenes Paradis og lignende. Vi skal have stadsarkitekten på banen og træffe beslutninger omkring by og sammenhængskraft - og ikke om isolerede lokationer, skriver Rasmus Hall.

Niels Søndergaard kan tælles blandt meget få, der er for en ny placering af Børnenes Paradis.

- Flyt den gerne. Så den bliver lavet større. Alle de gamle, nostalgiske mennesker, der er her i byen ...

Mange har tilsyneladende ikke glemt, at der senest i 2003 blev talt om at flytte Børnenes Paradis til fordel for et bio- og bowlingcenter, som private investorer ønskede at opføre.

- Kan man ikke flytte det dér Big Blue ud ved siden af KCL, spørger en læser, Kim Kaas.

Også på Facebook-gruppen »Skive og Omegn i fotos« med over 4000 medlemmer debatteres den mulige flytning af Børnenes Paradis.

Her finder man også et standpunkt fra en politiker, Venstres Morten Enggaard, Skive:

- Melder lige klart ud, så det ikke kan misforstås. Det bliver ikke med min stemme Børnenes Paradis bliver flyttet for at lave parkeringspladser, skriver byrådsmedlemmet.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland