Gå til hovedindhold
Avisen Mener

DF er ikke i vinderrolle

13-06-2018 KL. 11:29
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Da Mette Frederiksen i sidste uge meddelte, at der ikke kommer andre partier med i en eventuel S-ledet regering - heller ikke de radikale - blev det mange steder udråbt og iscenesat, at DF og Kristian Thulesen Dahl var i en fremtidig vinderrolle, og at intet næsten kunne gå galt for DF. Det er mild sagt en overdrivelse ...

Kendsgerningen er jo for det første, at DF ifølge meningsmålinger står til at blive den store taber ved det kommende folketingsvalg. Og i valgkampen vil partiet blive yderligere udfordret af det nye parti Nye Borgerlige, der kræver en strammere udlændingepolitik end den, DF har stået for. Samtidig vil Nye Borgerlige have lavere skatter - noget som DF som bekendt flere gange har været med til at forhindre i det nuværende Folketing. Det vil presse DF i valgkampen, hvor Socialdemokratiet samtidig vil gå på jagt efter DF-vælgere med besked om, at S nu også vil en meget stram udlændingepolitik.

Ved det kommende valg har DF lovet at gå til valg på en fortsat Lars Løkke Rasmussen-ledet regering. Men partiet vil have Liberal Alliance ud af regeringen - og så i stedet selv score ministerposter. Det vil Venstre ikke kommentere på nuværende tidspunkt - og sikkert ikke før valget - men det er da sandsynligt, at også et mandat-svækket Dansk Folkeparti vil kunne komme i regering, og så må Venstre vinke farvel til Liberal Alliance, der ikke vil true med at støtte Mette Frederiksen i stedet. Det forudsætter så alt sammen, at der er et flertal, der vil pege på Lars Løkke som fortsat statsminister.

Der tales om DF som nye »kongemagere« i dansk politik. Men det er i hvert fald ikke ved det kommende valg, at partiet vil overveje at pege på en S-ledet regering - noget som SF og Enhedslisten vil gøre. Det ville også risikere at koste yderligere stemmer til Nye Borgerlige. Og hvis DF ender med at gå ind i en Løkke-ledet regering, så må det klart forventes, at det også ved det efterfølgende valg bliver sådan, at DF peger på en V-ledet regering, som man selv er en del af.

Så nok flirter S og DF og bliver stadig mere enige om udlændingepolitik, reform-angst og skepsis over for skattelettelser, men der er altså lang vej, før DF realistisk set vil kunne pege på en S-ledet regering. Og endnu længere tid inden man kan gå ind i en sådan regering - om nogensinde!

Det er i øvrigt paradoksalt, at DF har talt for at holde flygtninge uden for arbejdsmarkedet, når det nu viser sig, at stadig flere flygtninge kommer i arbejde og reelt er med til at løse den mangel på arbejdskraft, som i visse brancher er begyndt at vise sig ...

For DF er det også stadig uafklaret, hvordan nyt fokus på sagen om EU-parlamentsmedlem Morten Messer­schmidts brug af EU-midler vil påvirke næste valgresultat. DF har opnået støt stigende tilslutning ved folketingsvalg og et kanonvalg i 2015. Men alle målinger viser nu tilbagegang for partiet i forhold til 2015, og DF-formand Kris­tian Thulesen Dahl er da også holdt op med at sige, at det en forudsætning for DF-deltagelse i en V-ledet regering, at DF holder niveauet stemmemæssigt. Det er han åbenbart blevet klar over ikke er realistisk.

Så mens nogen har travlt med at se DF i en politisk vinderrolle, er virkeligheden sådan set, at partiet i øjeblikket står til at blive den klare mandat-taber ved et valg. Men man har været meget dygtig til at skjule dette ...

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland