Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

DF: EU-forfølgelse af Ungarn handler om migration

12-09-2018 KL. 16:55
EU-parlamentarikerne Morten Messerschmidt (tv.) og Anders Vistisen mener, at EU-Parlamentet forfølger Ungarn på baggrund af landets migrationspolitik, ikke manglende respekt for EU's værdier.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det er ikke på grund af brud på EU's værdier, at EU-Parlamentet vil have medlemslandene til at igangsætte den såkaldte atombombe-paragraf mod Ungarn.

Baggrunden er landets migrationspolitik, mener Anders Vistisen, der er medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti.

- Vi ser det som et udtryk for, at man i EU er sur over landets migrationspolitik. Det er et politisk motiveret angreb mod en regering, som EU-eliten er uenig med, siger han.

- Vi synes, det er en farlig vej at gå ned ad.

Vistisen siger, at de beviser, EU mener at have mod Ungarn, også ville holde mod en række andre lande.

Her peger han især på lande i Syd- og Østeuropa.

Onsdag stemte EU-Parlamentet for en betænkning, der opfordrer EU's medlemslande til at indlede en artikel 7-sag mod Ungarn. Ungarn bryder EU-værdier såsom retsprincipper, lyder kritikken.

Artikel 7-proceduren kan i sidste ende betyde, at landet mister sin stemmeret.

Det kræver dog enighed fra alle medlemslande. Det er der ikke, da Polen støtter Ungarn.

Europaparlamentariker Morten Messerschmidt (DF) er på linje med sin kollega.

- EU bruger de her såkaldte værdier, der ikke er klart definerede, til at gå efter dem, man ikke bryder sig om. Det er meget uskønt.

- Det er bekymrende, at EU-Parlamentet begynder at gøre sig til dommer. Det er ikke dets rolle. Det er en total sammenblanding af magtens tredeling, siger Morten Messerschmidt.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland