Grillmad på mexicansk: Syrisk kvinde overtager camping-café

21. juli 2021, 12.14

Suaad, som bor med sin mand og deres datter tæt ved campingpladsen, laver nu mexicansk og mellemøstlig mad hos Salling Camping. PRIVATFOTO

MENU Efter mange år med grillbar på Salling Camping er menuen nu blevet mere mexicansk inspireret.

- Vi søgte efter nye medarbejdere til vores grillbar. Vi forventede en ung studerende, som ville have et job ved siden af sit studie, men i stedet fik vi anbefalet Suaad, som kommer fra Syrien og har erfaring med mexicansk mad, fortæller indehaver af Salling Camping, Peter Haubo.

Suaad bor med sin mand og deres datter på knap 1 år få kilometer fra campingpladsen. Ud over madlavningen elsker hun at købe ind og kender de steder, hvor man kan få de helt rette ingredienser til den anderledes menu.

Læs også
Stor succes med mini-festival: »Det er gået rigtig godt«

- Vi har fundet én, som gerne vil sætte sit eget præg på spisestedet. Det var mere, end vi havde turde håbe på. Vi lavede en prøvemiddag, hvor Suaad kom og lavede forskellige retter fra det kommende menukort, og så var beslutningen taget, fortæller Peter Haubo om den lidt anderledes jobsamtale.

Selvom menukortet byder på mellemøstlig og mexicansk mad, så kan man stadig også få traditionel grillmad.

Der er indtil videre åben fredag, lørdag og søndag eftermiddag og aften, men lejrchefen håber på, at kunne udvide åbningstiderne.

Campingpladsen har allerede haft flere selskaber med buffet.

Der er plads til omkring 20 personer indenfor i cafeen, plus udendørsservering, hvor gæsterne også kan nyde udsigten over Limfjorden. Man kan også få take away hos Salling Camping.

Læs også
Luna er på single-camping i Salling: - Det er ikke en scorecamp
+Abonnement

Indlæser debat...