Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Din hverdag og din egn - i din avis

26-03-2020 KL. 10:04
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Skive Folkeblad har fået en del nye abonnenter under coronakrisen. Der er et stort, lokalt informationsbehov og en del har fået et avis-abonnement som gave af familien, så der bedre kan følges med i det mangfoldige lokale liv. Velkommen til alle nye læsere - og samtidig tak til tusindvis af trofaste Folkeblad-læsere.

Uanset om der er corona eller andre kriser, er der brug for aktive, lokale dagblade, der kan berette om det mangfoldige lokale liv. Skive Folkeblad skal primært handle om din hverdag og din egn. Her kan vi gøre en forskel, fordi de såkaldte landsmedier ikke interesserer sig for Skiveegnen. Vi har nyhederne, som du ikke kan få andre steder, og vi er som avis aldrig i tvivl om, hvem der er vores målgruppe som læsere: Det er alle, der bor på Skiveegnen - uanset deres alder, uddannelse og holdninger. Vi vil levere en vedkommende og aktuel avis til alle!

Sammen med ni andre ansvarshavende chefredaktør minder vi i dag i provinsens dagblade om, at vi er der for de lokale borgere, og at vi ihærdigt vil berette om det lokale liv - også under coronakrisen. Og der er nok at skrive om.

I gårsdagens avis var der blandt andet den glade erhvervsnyhed om, at den lokale virksomhed Idé-Pro skal producere tusindvis af visirer til sygehuse og dermed hjælpe sundhedsmyndighederne. I går kunne man også læse om aktuelle udfordringer for de lokale bryggerier, der er ramt af krisen. I dagens avis kan du blandt andet læse om ekstra besøgende på Fur - et fænomen der på Fur og andre steder i landet med mange sommerhuse deler vandene, fordi der er forskellige vurderinger af ekstra smitterisiko ved at bevæge sig rundt i landet. Faktisk savnes en helt klar melding fra statsministeren om, hvorvidt danskerne skal blive hjemme f. eks i påsken.

I dagens avis er der blandt meget andet læsestof også en lokal frisør-opfordring om, at vi skal lade håret gro, indtil frisør-saloner igen er klar til at modtage vores besøg.

Den nye virkelighed med hjemmearbejdspladser, børn der ikke kommer i skole og børnehaver, butikker og virksomheders udfordringer, kulturens, kirkens og sportens verden under corona-krisen og meget andet kaster vi os løbende over i dækningen til Skive Folkeblads læsere. Og vi takker for nyhedstip og masser af lokale billeder sendt på mail til avisen.

Skive Folkeblad er naturligvis også påvirket af corona-situationen. Vi har masser af ansatte, der arbejder med base hjemmefra, hvad enten det er med nyhedsjagt, kontakt til annoncører, økonomi eller andet.

Dagbladsverdenen er også økonomisk udfordret af coronakrisen, og de foreløbige hjælpepakker til erhvervslivet er ikke rigtig brugbare for blad-verdenen. Forhåbentlig vil den politisk verden også erkende betydningen for demokratiet af levende og aktive dagblade, der beretter om lokalt liv og skaber debat.

Tendensen med nyheds-ørkener uden lokal dækning af det lokale liv skulle nødig brede sig i Danmark, som en udløber af corona-krisen.

Tak for masser af opbakning og venlige ord til din lokale avis. Vi er der for dig med masser af nyheder, service om annoncer og en trykt avis leveret til dig - eller hele avisen leveret digitalt som e-avis.

Det bliver en skøn, skøn dag, når corona-virus er besejret. Indtil da opfordrer vi alle til at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Og følg med i det lokale liv - med din avis!

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland