Ritzau Sport

Divisionsforeningen sender pokalfinalen i udbud

Divisionsforeningen har indledt jagten på at finde ud af, hvor de kommende tre udgaver af herrernes pokalfinale i fodbold skal spilles.

Frem til 8. februar kan interesserede værter byde ind på at afholde finalen i 2021, 2022 og 2023.

Det er dog et krav til stadionerne, at der skal være plads til mindst 15.000 tilskuere, før de kan få lov til at afholde en finale i Sydbank Pokalen.

Derudover vægtes parametre som sikkerhed, økonomi og mulighed for at sikre en folkefest for fansene, skriver Divisionsforeningen.

De tre kommende pokalfinaler behøver ikke at have hjem det samme sted.

- Ud over de nævnte kriterier er alle muligheder åbne. Det kan være tre forskellige stadioner de kommende tre finaler, men det kan også være samme sted tre år i træk.

- Det vigtigste er, at vi får et langsigtet samarbejde med de udvalgte stadioner, så vi kan forberede den bedste fest for klubbernes fans og Fodbolddanmark. Derfor har vi prioriteret at udvide udbuddet til tre år fremfor bare et ad gangen, siger Claus Thomsen, Divisionsforeningens direktør.

Pokalfinalen har ellers haft hjemme i Parken/Idrætsparken i København, siden den første finale i 1955. I 2020 var finalen dog flyttet til Esbjerg, da Parken skulle have været optaget af EM-slutrunden, som endte med at blive udskudt.

I 1991 og 1992 blev finalerne spillet i henholdsvis Odense og Aarhus på grund af ombygning af nationalarenaen.

/ritzau/

Sønderjyske vandt den seneste pokalfinale. Den blev spillet på Blue Water Arena i Esbjerg.