112

Dommen klar mod Porschebanden: Fire bagmænd skal samlet i fængsel i over 30 år

Flere års narkokriminalitet.

Det er fire unge mænd fra Skive med relation til Porschebanden nu dømt for ved retten i Viborg.

Den 21-årige Danyal Marouf blev idømt ni års fængsel.

Den 27-årige Ibrahim El-Zeibak og 28-årige Mohammad Jawdat Ismail fik otte års fængsel, mens 29-årige Jihad Ismail blev idømt en fængselsstraf på syv år og to måneders fængsel.

De to brødre på 28 og 29 år blev også udvist for bestandigt.

Grupperingen havde også relationer til “Frisør Mudi”, som blev knivdræbt i sommer - og som var lærling i rockerklubben Satudarah.

Siden 30. oktober har de fire mænd i alderen 21 til 29 år siddet på anklagebænken i retssal F ved retten i Viborg.

Da dommen blev afsagt fredag formiddag var det dog under nogle helt andre rammer grundet covid-19.

Dommer, anklager og journalister var de eneste, der var til stede i retssal B, mens de nu dømte og deres forsvarsadvokater var med på et virtuelt retsmøde.

Det var for at samle færrest mulige folk i retten.

De fire er dømt for et omfattende kokainsalg i Skive, hvor de blev anset som bagmænd. To blev også blev dømt for at sælge hash.

Dertil kommer en række af flere lovovertrædelser, som også omfatter dommen.

De fire unge mænd er dømt efter straffelovens paragraf 191, som omfatter besiddelse og salg af narko.

Arkivfoto: Karl-Erik Lørup/TV Midtvest